23948sdkhjf

Kerneværdier i klemme

Når Licitationen som Byggeriets Dagblad vælger at sætte særlig fokus på en række centrale problemstillinger for den danske bygge- og anlægssektor i 2012 på avisens nye sektionssider mandag, tirsdag og onsdag, er det primært for at bidrage til at rette såvel branchens egen som omverdenens opmærksomhed på nogle af de forhold, som har betydning for et vigtigt segment i den danske samfundsøkonomi.

Et af Licitationens fokuspunkter er Byggeri og Ejendomme set i overordnet perspektiv, og det er et særligt aktuelt brændpunkt i lyset af den finansklemme, som både investorer og kundegruppen i dette segment er underlagt.

Byggeri og ejendomme er generelt et område, som nyder stor politisk opmærksomhed; både fordi der er tale om et væsentligt offentligt investeringsområde, men også fordi det er tungtvejende indtægtskilde for staten og derfor også for det offentlige Danmark som helhed. Det er et brancheområde, der tegner et stort antal arbejdspladser, både når det skal bygges, og når det senere er i drift. Det er rammen om mange menneskers daglige arbejde og privatliv, og det er i det hele taget et område, der fortjener den særlige opmærksomhed, som politikerne tillægger det.

I den forbindelse er det interessant et bemærke, at dele af den spøjst sammensatte danske regering nu begynder at antyde mening i at spore en del af statens indtægter hen mod ejendomssegmentet frem for mod beskæftigelsesområdet. Det er imidlertid en manøvre, der kræver grundig omtanke.

Byggeri og ejendomme kan selvfølgelig være objekter for økonomisk spekulation, som vi har set det, mens den samlede danske finanssektor, opportunistiske investorer og private lykkeriddere tilsammen pustede luft i den finansielle boble, som nu er bristet og forhåbentlig for endeligt sætter en stopper for den slags overmod.

Men som alle kan se på den store gruppe af danskere på overførselsindkomster; skræmmende størrelser i nærheden af 750.000 mennesker, så er også spekulation i velfærdsydelser bestemt også et skatteobjekt, som egner sig til en vis politisk opmærksomhed, selv fra den mest "lyserøde" del af det politiske spektrum.

Derfor må det politiske system tænke sig grundigt om, før man forrykker den økonomiske balance mellem, hvornår det kan betale sig at eje frem for at leje, og hvornår det kan betale sig at arbejde frem for at "lege", at man er med til at betale gildet.

Det er i sidste instans en samfundspolitisk bombe, hvis ingen kan se ideen i at yde en indsats; til eget og fælles bedste. Og det demokratiske Danmark bygger på et politisk ansvar at sørge for, at samfundsøkonomien er i balance.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109