Frafald på uddannelser skal ned
Nyt udvalg med syv ministre skal bane vej for, at 95 procent af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse
Der er fortsat cirka 10 procent af en ungdomsårgang, der ikke får en uddannelse efter 9. eller 10. klasse. Derfor nedsætter regeringen et udvalg med deltagelse af syv ministre, som skal komme med sammenhængende forslag på hele ungdomsuddannelsesområdet.
Falder dramatisk
Et af problemerne er blandt andet, at alt for mange unge falder hurtigt fra i ungdomsuddannelserne.
De mange unge under uddannelse er dels et socialt og økonomisk samfundsproblem, men ni ud af 10 kontanthjælpsmodtagere under 30 år har ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse, og efterspørgslen efter ufaglært arbejdskraft forventes at falde dramatisk i de kommende år.
Unge uden uddannelse går således en usikker fremtid i møde.
Det er dog ikke tilstrækkeligt at formulere en ambitiøs målsætning, og derfor skal ministerudvalget allerede i december i år komme med sammenhængende forslag, der kan understøtte, at flere unge får en ungdomsuddannelse.
Antorini for bordenden
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini(S) sidder for bordenden, og hun efterlyser blandt andet "et stærkere fokus på evidens og erfaringer for, hvad der virker."
Ministerudvalget skal blandt andet arbejde med at mindske frafaldet fra ungdomsuddannelserne og med at højne det faglige niveau:
- Det skal være relevant i forhold til arbejdsmarkedets behov og videregående uddannelser. Erhvervsuddannelsernes prestige skal fremmes, så stærke elever vælger erhvervsuddannelser som første prioritet, siger Christine Antorini blandt andet.