Materielgårdene tilpasser sig til en ny virkelighed

Landets materielgårde er faldet i antal, og det stiller helt nye krav til effektivitet og tilpasningsevne - også materielmæssigt

Det er blevet nye tider på landets materielgårde. Helt nye tider faktisk. For ikke alene er der blevet skåret gevaldigt ned i antallet af materielgårde, der er også blevet stillet helt nye og ret skrappe krav til økonomien i materielgårdene. Det betyder, at der er blevet skåret ned, der er blevet stillet krav til mere effektivitet, færre medarbejdere, og ikke mindst er en lang række af materielgårdene og entreprenørafdelingerne blevet mere selvstædnige resultatcentre, som nu skal bevise, at de kan få tingene til at hænge sammen.

Det har igen betydet, at en række af entreprenørafdelingerne har valgt at gå i direkte konkurrence med det private erhvervsliv. Og her skal priserne passe, for at det kan løbe rundt. Rent praktisk har kommunesammenlægningen også betydet, at materielgårdenes maskiner skal kunne holde til at køre længere, og holde til flere timer. For de skal længere rundt i kommunen, og de skal dække langt større arealer, både sommer og vinter.

Flere krav

Her er kravene til maskinparken også kommet under pres. For nu kigges der også på økonomi, brændstoføkonomi, krav til service og meget andet - herunder også finansiering, når der skal købes nyt.

Samtidig skal maskinerne være større fordi der kræves mere effektivitet, og fordi maskinerne skal kunne transportere sig selv rundt i væsentligt større distrikter, end det hidtil har været tilfældet.

Maskinbranchen, som leverer maskinerne til denne sektor, har i nogen grad kunnet opveje krisens trange kår med dette faktum, for græsset skal jo slås, uanset tidernes gunst eller ugunst.

Under pres

En række af entreprenørafdelingerne er også pressede af det private erhvervsliv, fordi kommunerne har set sig nødsaget til at udlicitere de opgaver, som har ligget i entreprenørafdelingerne med drift og vedligehold af grønne områder, vintertjeneste med videre.

Nogle af afdelingerne har valgt selv at byde ind på opgaverne med meget skiftende held.

Senest så vi i Svendborg, hvordan et udbud af disse opgaver kunne gå fuldstændig i fisk. Fakta er nemlig, at når man som kommune selv byder ind på opgaverne, så skal man konkurrere på samme vilkår som det private erhvervsliv. Det betyder at priser og lønninger med videre skal være direkte sammenlignelige. Ellers er det unfair konkurrence.

Når det er sagt, så er der landet over sket en række effektiviseringer, og det er positivt. I dag er entreprenørgården ikke længere et sted, hvor man midlertidigt ansætter folk, der ikke kan være andre steder, men et sted, hvor man rent faktisk sætter mål for det arbejde der skal gøres. Og det forhindrer ikke, at man kan tage nødvendige hensyn. Heller ikke, hvis man vælger at udlicitere opgaverne.