Jubilæum med ægte veteran
Stort rykind til første del af Nicolaisen & Larsens tretrins-festligheder
I omegnen af 500 gæster dukkede op og ønskede tillykke med det markante jubilæum. Og alle blev modtaget af en totalt restaureret og meget-tæt-på 50 årig JCB-rendegraver.
Start i 1962
Det var i 1962, makkerparret Andreas Nicolaisen og Herluf Larsen etablerede aktieselskabet Nicolaisen & Larsen. Fra 1975 har firmaet været eneforhandler af JCB-maskiner i Danmark og er i dag Europas største privatejede importør af det britiske mærke.
Virksomheden ejes i dag af Andreas Nicolaisens børn, Susanne og Peder Nicolaisen, sammen med Mads Pedersen, der er administrerende direktør.
Fyn og Sjælland
Foruden hovedafdelingen i Ulfborg, har Nicolaisen & Larsen en fynsk afdeling i Vissenbjerg og en sjællandsk i Benløse ved Ringsted. Her fortsætter jubilæums-festlighederne. I dag, torsdag den 4. oktober, er det fynboernes tur til at fejre de 50 år. Torsdag den 11. oktober bydes til åbent hus i Benløse.