Intet tegn på opsving i byggeriet
Nybyggeriet i årets første seks måneder ligger seks procent under samme periode sidste år
Det samlede påbegyndte nybyggeri er således faldet seks procent i årets første seks måneder sammenlignet med første halvår sidste år.
- Tallene understreger, at der ikke er tegn på opsving i den private sektor. Hverken det private boligbyggeri eller erhvervsbyggeriet udvikler sig positivt. Det er faktisk triste tal, som bekræfter, at vi endnu ikke er gennem krisen, siger chefanalytiker Finn Bo Frandsen.
Mens der er nedgang i nybyggeriet af enfamiliehuse, er der pæn fremgang i nybyggeriet af boliger i etageejendomme. Det skyldes formentlig, mener Finn Bo Frandsen, fremgang i de almene boligselskabers nybyggeri og ældreboliger.
- Hertil kommer, at pensionskasserne nok også investerer mere i nybyggeri af lejligheder. Pensionskasserne har fokus på boliginvesteringer som led i risikospredningen, og de er også opmærksomme på mulighederne for, som bygherrer, at udnytte de fordelagtige priser på grund af den lave byggeaktivitet, siger Finn Bo Frandsen, der generelt kalder det bekymrende, at der ikke er mere gang i nybyggeriet.
Genovervej fradraget
Bekymringen deles af Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i Tekniq, som samtidig kommer med en opfordring til regeringen.
- Faldet i byggeriet burde få regeringen til at indse, hvor skadeligt det er helt at fjerne håndværkerfradraget fra nytår. Ændres det nuværende fradrag til et grønt fradrag for energirenoveringer, skabes arbejdspladser langt udover bygge- og installationsbrancherne, siger Niels Jørgen Hansen.
- Det virker fuldkommen grebet ud af luften, når regeringen påstår, at der findes masser af andet arbejde i bygge- og installationsbranchen til at opveje effekten af det manglende fradrag. Vi har tværtimod adskillige gange påvist, at det koster 5.000 arbejdspladser at fjerne håndværkerfradraget. Arbejdspladser, vi har brug for i Danmark, siger Niels Jørgen Hansen.
Fald i institutionsbyggeri
I første halvår af 2014 er der ifølge Danmarks Statistik påbegyndt 1,6 mio. kvm mod 1,7 mio. kvm i første halvår 2013. Det svarer til et fald på seks procent.
Tilbagegangen dækker et stort fald i nybyggeri til institutioner og kulturelle formål, et mindre fald i det påbegyndte etageareal til boliger (herunder også kollegier og døgninstitutioner) og stort set uændret niveau hvad angår nyt erhvervsbyggeri.
Finn Bo Frandsen udtrykker overraskelse over, at institutionsbyggeriet og herunder byggeri til kultur og idræt er faldet med en fjerdedel siden sidste år.
- Det stemmer ikke med vores iagttagelser, så man kan ikke udelukke, at en del af det påbegyndte offentlige byggeri ikke er indberettet.
Ingen fremgang
Finn Bo Frandsen noterer samtidig, at erhvervsbyggeriet langt om længe ser ud til at have stabiliseret sig.
- Men der er tale om et meget lavt niveau, idet nybyggeriet af erhvervsbygninger er gået langt ned siden 2006. Der er på kort sigt ikke udsigt til en ny fremgang på grund af de mange tomme bygninger, lyder hans vurdering.
Dansk Byggeri har i sin seneste konjunkturanalyse vurderet, at der som helhed i 2014 vil blive påbegyndt 4,18 mio. kvm nybyggeri mod 4,0 mio. sidste år. De netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik kan give anledning til en nedjustering af forventningerne.
Danmarks Statistik noterer, at opgørelsen af den seneste byggeaktivitet generelt skal tages med forbehold på grund af forsinkede indberetninger til BBR-registret. Danmarks Statistik søger dog at korrigere for denne forsinkelse.