Fingeren på forbrugernes puls
Spirende optimisme blandt forbrugerne, men der er ikke ligefrem grund til at råbe hurra
Danmarks Statistiks forbrugertillidsindikator er ifølge cheføkonom Bo Sandberg fra Dansk Erhverv i juni "tilbage på den opadgående trend, som har gjort sig gældende siden december 2011". Han peger dog på, at det endnu er for tidligt at afgøre, om forbrugerforventningerne vil fortsætte opad i 2. halvår.
Han vurderer en udvikling omkring status quo som "lige så sandsynlig".
Efterlønnen styrker økonomien
Det er positivt, at forbrugertilliden og forventningerne har taget et lille nøk opad i juni. Det er næppe sommervejret, der har ført til ukontrollerede jubelscener blandt forbrugerne. Men det kan spille ind, at der med det brede forlig omkring skattereform nu er skabt afklaring omkring familiernes og ikke mindst boligejernes skattemæssige forhold for de kommende år. Udbetalingen af efterlønsbidragene er givetvis også en medvirkende årsag til, at familierne i snit bedømmer egen økonomiske situation bedre end for et år siden og tilmed forventer en yderligere bedring det kommende år, siger Bo Sandberg.
Status quo med fingeren op
Set på baggrund af den fortsat usikre internationale økonomiske situation, er det måske en smule overraskende, at forbrugerne forventer bedring i dansk økonomi generelt, men det er ifølge Dansk Erhvervs cheføkonom en "meget nøgtern bedømmelse af status quo i dansk økonomi i år sammenlignet med for et år siden".