Energisk dansk pres
Det gælder landingen af EU’s nye Energieffektiviseringsdirektiv, som den danske klima-, energi- og bygningsminister, radikale Martin Lidegaard, med succes har forhandlet i hus trods vægtig modstand til det sidste fra den tyske "overmagts" side.
Energieffektiviseringsdirektivet indebærer, at de statslige bygninger i EU-landene forpligtes til at spare ca. 17 procent i energiforbrug frem til 2020, og selv om det er en noget mindre besparelse end de 20 procents besparelser, der oprindeligt var lagt op til, så er det et vigtigt skridt på vejen, som ud over de miljømæssige besparelser også vil kaste en del beskæftigelse af sig frem mod 2020, bl.a. på byggeriets område.
Men som byggebranchens interesseorganisationer ganske rigtigt påpeger, så er det en mangel, at ikke også kommunale og regionale bygninger er underlagt Energieffektiviseringsdirektivet, for her er der mulighed for væsentligt større besparelser og positive beskæftigelseseffekter, der ikke kommer til udmøntning; for ikke at nævne den private bygningsmasse, som om muligt rummer det allerstørste potentiale.
Nogle pionerer blandt de danske kommuner, de såkaldte klimakommuner, er allerede godt fremme i skoene, når det gælder energieffektiviseringer, bl.a. gennem ESCO-projekter og ved at stille høje krav til energitilstanden i nybyggerier, og denne positive proces kan yderligere understøttes ved at opdyrke tilsvarende økonomiske "gulerødder" for de private bygningsejere rundt om i landet.
Privat energieffektivisering har umiddelbart svære kår, for dels er finansieringen af energirigtige investeringer i private boliger for rigtigt mange et aktuelt problem, og dels er udsigten til årelang forrentning af investeringerne ikke for alvor tiltrækkende for andre. Det betyder, at et ganske væsentligt potentiale ligger brak, og det tjener hverken den enkelte bygningsejer eller staten noget som helst på. Derfor er der behov for politiske skridt i retning af at motivere alle bygningsejere til at tage indholdet i Energieffektiviseringsdirektivet til sig. Og det er bestemt ikke højere energiafgifter, der er brug for.
Vi kommer ikke mange skridt ind på en grønnere vej, hvis ikke den enkelte bygningsejer, offentlig som privat, kan se en økonomisk gevinst i det.
