Effektivt samspil på byggepladsen
Byggebranchen er langsomt, men sikkert, ved at skrotte papir, pen og lineal til fordel for 100 procent digital projektering
Lektor James Harty fra KEA Københavns Erhvervsakademi har netop forsvaret sin ph.d-afhandling om emnet. Hans forskning viser blandt andet, at metoden på plussiden medfører potentielt store besparelser, mere realistisk tilbudsgivning ved licitationer og mere nøjagtige tidsplaner.
Bagsiden af medaljen er, at metoden er så omsiggribende, at det kan kræve dels stort mod fra branchens aktører at "springe ud", dels en vis indsats at kontrollere processen.
Skræddersyet til BIM
Her kan bygningskonstruktørerne ifølge James Harty komme til at spille en nøglerolle.
- Bygningskonstruktøren er ideel som BIM-ankermand, for han er først og fremmest neutral. Han ved, hvilke oplysninger arkitekten, ingeniøren, installatørerne og alle de andre faggrupper kan byde ind med til databasen og hvad de senere får brug for, forklarer James Harty, som har arbejdet seks år på afhandlingen.
BIM-manageren får så til opgave at samle, filtrere og standardisere datamængden og sørge for strategisk projektledelse og koordinering.
- Vores bygningskonstruktører kan sagtens løfte denne opgave. De er i stand til at få applikationerne til at tale sammen, udføre de nødvendige beregninger - og de er tilmed skolet i projektledelse, konstaterer James Harty.
Babylonisk forståelse
Ph.d.-afhandlingen viser videre, at der via fuld implementering af BIM og et ansvarsfuldt BIM-management vil opstå et effektivt sammenspil på byggepladsen.
Flere og flere offentlige instanser forventer, at virksomhederne anvender BIM og blandt andet derfor er de største entreprenører hoppet på for længst.
BIM giver alle parter på byggepladsen en helhedsforståelse og mulighed for at kommunikere på kryds og tværs af faggrupper. Dag og nat. Denne kommunikation giver målbare resultater:
- Et godt eksempel er byggeriet af Walt Disneys koncertsal i Los Angeles, hvor der ikke blev anvendt BIM. Her viste bundlinjen ved byggeriets slutning et merforbrug på 200 mio. dollars. Kigger man derimod på Guggenheim-museet i Bilbao, er billedet et andet. Her var BIM implementeret, og udgifterne endte 18 procent under det budgetterede, beretter James Harty.
Videre til driften
KEA er blandt de absolut førende uddannelsesinstitutioner på området - og er qua "produktionen" af bygningskonstruktører, der kender og bruger BIM, med til at omforme hele branchen.
Selvom KEA er med på noderne, er der dog ifølge James Harty ingen grund til at hvile på laurbærrene:
- Vi må videre. Næste tema inden for BIM hedder "anvendelse, drift og vedligehold af bygninger". Hvornår skal vinduerne males, tagrenderne skiftes? Kan indeklimaet optimeres? Bruger vi bygningen ideelt, eller er der rum og passager, hvor trafikken er bemærkelsesværdigt lav? Svarene på alt dette vil kunne trækkes ud af systemet ved hjælp af data fra sensorer og oplysninger i databasen om anvendte materialer og komponenter. Det er derfor også på dette område, at vi udvikler uddannelsen lige nu, forklarer den nyslåede ph.d.