23948sdkhjf

En bundkarakter til de kommunale veje

Ordentlige veje uden huller, der ikke er præget af lappeløsninger og mange års mangel på vedligeholdelse, er afgørende for at understøtte et samfund, hvor arbejdskraften skal være mobil, og hvor vi skal tiltrække og fastholde virksomheder, der skaber værdi.

Derfor er det et stort problem for det danske samfund, når den netop offentliggjorte State of the Nation rapporten fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) konkluderer følgende om de kommunale veje:

Der er et væsentligt efterslæb og behov for en forstærket indsats for at afhjælpe og forebygge konsekvenserne af en fortsat skadeudvikling.

I rapporten får de kommunale veje bundkarakteren 2, der står for: "en dårlig og kritisk tilstand, hvortil der er påkrævet en umiddelbar indsats, for ikke at anlæggenes funktionalitet er truet".

Rapporten forudsiger også en forværring på vejområdet, hvilket faldet på 25 procent i kommunernes anlægsbudget for 2013 i forhold til 2012 bekræfter.

Det er stærkt bekymrende, idet de 70.300 km kommunalt ejede veje udgør 95 procent af det danske vejnet.

20 års vedligeholdelsesefterslæb på de kommunale veje efterlader Danmark med en utilstrækkelig robusthed af den samlede vej-infrastruktur på trods af store investeringer i det statslige vejnet. Det koster to til tre gange mere at rette op på en forfalden vej som at vedligeholde i tide.

Hertil kommer, at netop vejvedligeholdelse er jobskabende – også i en krisetid, hvor der fra både statsligt og kommunalt hold bør være fokus på arbejdspladser der skaber samfundsværdi.

Det er for FRI og for Asfaltindustrien helt uforståeligt, at kommunerne ikke bruger den oplagte mulighed for at spare penge og få folk i arbejde, som vejvedligeholdelse er. Og som sidegevinst få færre på dagpenge. Der er med andre ord stor samfundsøkonomisk gevinst i at investere i de kommunale veje.

Vi opfordrer derfor på det kraftigste kommunerne til at tage fat på vejvedligeholdelsen, så Danmark får en infrastruktur, der understøtter den fremtidige trafikudvikling.

Rapporten fra FRI viser, at kommunale kloakker, broer og plejehjem har fået det bedre med en indsats fra kommunal side.

Det må også kunne lykkes for vejenes vedkommende!
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11