Store byggeambitioner giver gladere køer
Arkitekternes ambitioner var langt større end forventet, da landmand og bygherre Hans Jacob Fenger gik i gang med en ny 8.800 kvm stor stald ved Odder. Projektet blev dog en øjenåbner og realiseret takket være god økonomisk polstring
Nu er den mangeårige Realdania-kampagne Fremtidens Landbrugsbyggeri" netop afsluttet og selv om flere landmænd ikke oplevede deres planer virkeliggjort, er der i hvert fald en far og en søn i Odder, der er glade. Det sammen gælder forhåbentlig deres dyr.
- Køerne har allerede kvitteret for de nye omgivelser ved at levere en højere mælkeydelse. Både med hensyn til dyrevelfærd og driftsøkonomi har vi ramt rigtigt med den nye kvægstald, siger Hans Jacob Fenger, der både er landmand og bygherre sammen med sin søn Claus Fenger.
En øjenåbner
- Det har på alle måder været et utraditionelt projekt, at få noget gennemprojekteret af arkitekter. Det har været en øjenåbner at opleve andre vinkler, modsat de mere traditionelle landsbrugsingeniører. Både hvad angår bygningsdesign og indretning har det været en glædelig overraskelse, siger Hans Jacob Fenger til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han er tredje-generations landmand og leverandør af mælk til det danske folk, og han fortæller, at byggeriet af kvægstalden har tiltrukket stor opmærksomhed. Især lokalt, men også i resten af landet og uden for Danmark grænser.
- Det nye stalddesign og opbygning giver langt bedre arbejdsgange og styrker logistikken, med mere overblik for dyrene og et bedre lys. Dyrene er jo årvågne for fare, og har de bedre overblik falder de også bedre til ro, siger Hans Jacob Fenger, der fortæller, at havde han vist, hvad han gik ind til, havde han nok været mere tøvende.
- Realdania har behandlet os godt, men det var overraskende så højt overliggeren var placeret. Arkitekterne var meget ambitiøse og jeg er glad for, at vi kunne fremvise en økonomisk historik uden for mange røde tal på bundlinjen, siger Hans Jacob Fenger.
Han tilføjer, at projektet ændrede sig over årene, fra de første skridt i 2006 hvor alt kunne lade sig gøre", til senere, da alt blev pakket sammen.
- Vi fik finansieret under de værst tænkelige forhold, men den lave rente kommer os til gode nu, siger han.
Aflastning for køerne
Stalden er på samlet 8.800 kvm fordelt på to staldlænger, en foderlade samt en personale- og serviceafdeling. I den nye stald er der blevet ekstra plads til aflastning i forbindelse med at køerne kælver.
Den topmoderne stald har plads til 450 køer, og er forberedt for en udvidelse til 600 køer. Stalden er gennemmekaniseret med robotter til malkning, foderindskub og spalteskrabning. Gødningen separeres og køerne ligger i fiberstrø.
Og landmanden har med den nye stald et godt overblik og direkte kontakt med dyrene fra et centralt punkt i stalden.
Nedlagt 20.000 brug
Og det er den vej, det går, ifølge Hans Jacob Fenger:
- Jeg har været mælkeproducent i 40 år og i den tid er der nedlagt måske 20.000 små mælkeproduktioner. Nu er der måske højest 2.700 tilbage, og der forsvinder flere i de kommende år. Tendensen er, at der bliver bliver bygget store staldbygninger i det åbne land, og det skal selvfølgelig indpasses ordentligt, siger han.