Byggenyt
FREDERICIA: Inden sommerferien ventes Fredericia Byråd at tage stilling til et nyt bydelscenter på StarPipe-grunden ved Nymarksvej i Fredericia, skriver Fredericia Dagblad.
Centret skal blandt andet rumme SuperBrugsen, der i dag ligger på hjørnet af Nymarksvej og Huslodsvej.
Et forslag til ny lokalplan for området er sendt til offentlig høring, og vedtages lokalplanen, giver den mulighed for at indrette to dagligvarebutikker i de fem gamle og bevaringsværdige industrihaller, der ligger på StarPipe-grunden. Desuden kan der bygges andre erhvervslokaler og boliger på grunden.
En privat investorgruppåe har købt den tidligere StarPipe-grund, som breder sig over cirka 19.900 kvm. Dertil kommer grunden, hvor SuperBrugsen ligger i dag, som er på cirka 3.500 kvm.
Udover dagligvarebutikkerne i industrihallerne, planlægger investorgruppen at bygge boliger i op til to etager på grunden, hvor SuperBrugsen ligger i dag.
REGION SJÆLLAND
GREVE: Greve Gymnasium må selv finansiere den udvidelse, som er nødvendigt for at få plads til alle eleverne. Gymnasiet blev ikke tilgodeset i den seneste uddeling fra Ministeriet for Børn og Undervisning, hvor man havde søgt om støtte til en udvidelse, der ville resultere i plads til yderligere syv klasser.
Rektor Karl- Henrik Jørgensen siger til Dagbladet Roskilde, at pladsproblemet vil blive løst uden det ønskede tilskud.
GEDSER: Nu bliver planerne for, hvordan den nye multihal i Gedser kan komme til at se ud, endelig smidt på bordet til offentligt skue, skriver Lolland-Falster Folketidende.
Det sker på et borgermøde i Østersøhallen i dag, onsdag den 18. april.
Guldborgsund Byråd vedtog planen om multihallen sidste forår og bevilgede samtidig 6,5 mio. kr. til projektet.
NYKØBING: Nordea Fonden har givet 10.350 kr. til dækning af en hårdt tiltrængt ny tagrygning på det gamle Folkedanserhus på Østre Allé i Nykøbing F., skriver Nykøbing-Falster Folketidende. Huset er fra 1765 og kræver løbende vedligeholdelse.
REGION HOVEDSTADEN
AAKIRKEBY: Bestyrelsen for Bornholms Højskole har nu skrevet under på den ansøgning om byggetilladelse, der skal indhentes til en ny værelsesfløj, som ifølge planerne skal stå klar i Aakirkeby næste sommer. Det skriver Bornholms Tidende.
Værelsesfløjen skal rumme 10 dobbeltværelser med bad.
A.P.Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond har doneret 4,5 mio. kr. til byggeriet.