23948sdkhjf

Bispebjerg forbereder sig på fremtiden

Der er store krav til Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg om at kunne tilpasse sig en ukendt fremtid. Derfor har man udarbejdet syv fokuspunkter, der skal understøtte en robust og fleksibel helhedsplan
Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg udgør et af hovedstadsområdets største og mest ambitiøse nytænkninger på sygehusområdet nogensinde. Det 100 år gamle hospital, der under krigen blev kendt som frihedskæmpernes fristed, skal undergå en voldsom forvandling for at ruste sygehuset til fremtiden.

Derfor er der i forbindelse med det kommende byggeri - og de mange anlægs- og trafikudfordringer, der følger med - blevet udarbejdet syv såkaldte fokuspunkter i programmet for helhedsplanen og de kommende arkitektkonkurrencer.

Det betyder, at planlæggerne sætter fokus på fleksibilitet helt fra starten som en kernefaktor for at få det nye hospital til at fungere.

- Vi har udviklet de syv fokuspunkter som et redskab til at definere, hvad der er vigtigt i den meget komplekse og langstrakte proces med at bygge et nyt hospital. Det hjælper os til hele tiden at holde blikket rettet mod målet, siger byggechef Vagn Risby Mortensen fra Bispebjerg Projektet.

80 procent helt ny teknik

Fremtiden i sundhedssektoren byder på store forandringer med nye strukturer, behandlingsformer og teknologi. For eksempel har konkurrenceprogrammet en sjov betragtning, der illustrerer hvor svært det er at planlægge sig ud af alt.

- Det skønnes, at 80 procent af den teknologi, som vil blive brugt i sundhedsvæsenet om fem år, end ikke er opfundet endnu. Derfor skal vi forberede os på et scenarium, som vi lige nu hverken kender eller kan forestille os, siger Vagn Risby Mortensen.

Ikke desto mindre prøver Vagn Risby Mortensen at sætte nogle pejlemærker op:

- Fokuspunkterne har været vigtige i arbejdet med at sætte en ramme for vores helhedsplankonkurrence, og de vil også være integreret i de kommende udbud af byggeriet.

Nyt Hospital Bispebjerg, der fusionerer Frederiksberg og Bispebjerg Hospital, har i konkurrenceprogrammet formuleret sin vision for bygge- og renoveringsprojektet.

Herfra er der konkretiseret de syv punkter, blandt andet Det Menneskelige, Det Fantastiske og Det Forebyggende Bispebjerg. Fokuspunkterne skal være gennemgående i alle aspekter af projektet, både i de arkitektoniske overvejelser og i den måde, hvorpå hospitalets og psykiatriens interne organisation vil blive formet.

Britiske BDP er i samarbejde med de danske arkitekter fra TKT og Rambøll Danmark udpeget som vinder af helhedsplankonkurrencen. Vinderprojektet deler området op i fire kvarterer med et grønt park-område i midten og giver god plads til de fredede pavilloner og berømte haver.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096