23948sdkhjf

Horsens har næsten praktikplads-garanti

Både murer- og struktørlærlinge har næsten praktikpladsgaranti i Horsens
Kære byggelærlinge. Kom til Horsens. Vi skal nok skaffe jer en praktikplads.

Sådan kunne en annonce fra erhvervsskolen Learnmark i Horsens se ud for at lokke eksempelvis mange praktikpladssøgende københavnske lærlinge til Jylland.

- Alle seriøse lærlinge får en læreplads. Det tør jeg godt garantere, siger Jens Birk Rasmussen, teamleder for struktøruddannelsen på Learnmark.

Og nogenlunde samme melding kommer fra Jørn Storm Andersen, teamleder på mureruddannelsen:

- Jeg kan ikke garantere alle københavnske lærlinge en læreplads, for man skal jo holde, hvad man lover, men jeg er ret sikker på, at vi kan skaffe praktikpladser til i hvert fald en del flere lærlinge, hvis de ellers kan og vil, det de skal kunne, siger han.

Meldingerne fra Horsens kommer i kølvandet på endnu en deprimerende praktikpladsstatistik, som fortæller, at der på landsplan er cirka 2.200 unge uden praktikplads inden for byggefagene. Værst ser det ud i hovedstadsområdet.

Plads til flere

På Learnmark er det undtagelsen, at murer- og struktørlærlinge kommer i skolepraktik, og oftest sker det kun kortvarigt som følge af konkurser.

- Da vi senest undersøgte virksomhedernes behov for lærlinge, var der 30 virksomheder, som meldte ud, at de godt kunne ansætte minimum en lærling, så vi vil sikkert kunne skaffe praktikpladser til yderligere en del lærlinge, hvis de er seriøse og vil have en uddannelse. Nok så vigtigt er det, at der også er udsigt til arbejde efter endt uddannelse, idet der er god gang i aktiviteten i store dele af Østjylland. Det bekræfter faglig sekretær i 3F Horsens Niels Celander, der også er medlem af det lokale uddannelsesudvalg:

- Vi har ikke problemer med at skaffe lærepladser, fordi vi har en god kontakt med vores virksomheder, men selvfølgelig primært fordi de har noget at lave, siger han og tilføjer, at han nok skal hjælpe med at skaffe et kollegieværelse, hvis en københavnsk lærling lader sig friste.

Autoriseret kloakmester Benny Frandsen Aps er en af de lokale virksomheder, som i øjeblikket har lærlinge.

- Jeg har to anlægsstruktørlærlinge, og to er passende for en lille virksomhed som min med blot fem ansatte, hvis jeg skal give dem en ordentlig uddannelse. Jeg synes, man som virksomhed har en forpligtelse til at være med til at uddanne de unge. Vi vil alle gerne have den dygtigste arbejdskraft, og så bør vi også påtage os denne samfundsopgave, hvis vi skal være lidt højtidelige, siger Benny Frandsen, som understreger, at han er meget glad for sine to lærlinge.

Adspurgt om hvad de kan i Horsens i modsætning til resten af landet svarer Jørn Storm Andersen, der er teamleder på mureruddannelsen:

- Jeg ved ikke, om vi kan noget, andre ikke kan, men vi er oppe på mærkerne og har en god kontakt med arbejdsgiverne, siger han.

Svært at lokke

Ungdomskonsulent i 3F BJMF i København Rasmus Gudmandsen glæder sig på de østjyske lærlinges vegne over, at der næsten er praktikpladsgaranti i Horsens.

Alligevel tror han, at det er begrænset, hvor mange københavnske lærlinge, han kan lokke til Jylland.

- En del overvejer det, men der skal ikke være ret megen usikkerhed, før man bliver hjemme, For det første er det en stor beslutning at flytte langt hjemmefra, hvis man kun er 16 år. For det andet kan det være svært at få det til at løbe rundt økonomisk, og endelig for det tredje er mange mestre begyndte kun at ville lave korte uddannelsesaftaler, og så er garantien jo væk, siger Rasmus Gudmandsen og fortsætter:

- Men det er jo ikke fordi, der ikke er byggeaktivitet i København, så vi må blot appellere til firmaerne, der bygger her, om også at tage deres del af uddannelsesansvaret.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109