Frugtbare forhandlinger
For det første gælder det en reform af førtidspensionen og en skattereform. Men ikke mindre vigtigt er det at tage fat på de bebudede trepartsforhandlinger mellem regering, fagbevægelse og arbejdsgivere. Det er tidligere set, at trepartsforhandlinger kan bane vej for initiativer, der bringer det danske samfund videre, og det er der så sandelig brug for i øjeblikket. Men det kræver for det første, at alle møder frem med åbent sind, og for det andet, at trepartsforhandlingerne ikke bliver så smalle, at nogle erhvervsgrupper udelukkes fra "det fine selskab".
Eksempelvis nytter det ikke alene at arbejdsgiverne alene repræsenteres af de få, der svinger dirigentstokken, og forståelsen for de små og mellemstore virksomheders eksistensvilkår går fløjten. Derfor bør det sikres, at også repræsentanter fra eksempelvis Håndværksrådet sidder med ved bordet, når dansk erhvervslivs fremtid skal diskuteres, selv om det i forhold til DI er begrænset, hvor stor en del af lønsummen, der her er repræsenteret. Det er til gengæld der, en stor del af erhvervsudviklingen og dermed arbejdspladsskabelsen finder sted.
Især tre emner må og skal på bordet i trepartsforhandlingerne.
For det første en kommende mangel på arbejdskraft, hvor usandsynligt det end måtte lyde i den nuværende situation. Men det er logik for burhøns, at det kommer til at skabe udfordringer i fremtiden, når flere forlader arbejdsmarkedet, end der kommer ind på arbejdsmarkedet.
For det andet er der behov for en skattereform, der sænker skatten på arbejde så meget, at det kan forbedre den danske konkurrenceevne – også den konkurrenceevne, der er afgørende for, om dansk eller udenlandsk arbejdskraft udfører opgaverne.
For det tredie er der kampen mod social dumping. Det danske samfund kan ikke de kommende år passivt se til, mens især udenlandsk arbejdskraft stjæler flere og flere arbejdspladser i blandt andet byggesektoren gennem lønninger, som ingen dansk byggearbejder har en kinamands chance for at konkurrere mod. Der må og skal indføres spilleregler, der sikrer, at arbejde i Danmark udføres på danske overenskomstvilkår. Og det er i høj grad op til arbejdsmarkedets parter selv at opstille brugbare spilleregler; ellers gør politikerne det formentlig.
Der er altså nok at tage fat på, men det kræver en høj grad af ansvarlighed af alle parter, hvis trepartsforhandlingerne skal munde ud i frugtbare løsninger til gavn for alle i det danske samfund.
