Mafiametoder eller arbejdskamp
Liberal Alliance kalder blokade mod Vejle-restaurant for "mafiametoder". Sagen er principiel i forhold til fagbevægelsens ret til arbejdskamp
3F har senest truet den lokale avis Vejle Amts Folkeblad med, at avisen ikke vil blive trykt, hvis den fortsat indrykker annoncer fra Vejlegården, og det har nu fået Vejle Amts Folkeblad til at nægte at bringe annoncerne fra den lokale restaurant:
- Det er helt forrykt, at 3F nu bringer regulære mafiametoder ind i en faglig konflikt og på den måde tager avisen og dens læsere som gidsler. Hverken Vejlegården eller Vejle Amts Folkeblad har gjort noget som helst ulovligt, og jeg kan slet ikke beskrive, hvor usympatisk jeg synes, 3F's arbejdsmetoder er, siger Joachim B. Olsen.
Fagbevægelsen arbejder for vilkår
3F fører i øjeblikket en faglig konflikt mod Vejlegården, fordi restauranten har ønsket at tegne overenskomst med den uafhængige fagforening Krifa i stedet for 3F. Det betyder blandt andet, at Vejlegården har svært ved at få leveret drikkevarer, ikke kan få leveret post, ikke kan få hentet affald, og den har ikke mulighed for at annoncere efter arbejdskraft på de offentlige jobsider.
- Fagbevægelsen har naturligvis ret til at arbejde for bedre arbejdsvilkår for sine egne medlemmer. Men hvis en restaurant ønsker at tegne overenskomster med andre, skal den selvfølgelig have lov til det. Mafiametoder som dem, 3F bruger, hører overhovedet ikke hjemme i Danmark, siger Joachim B. Olsen