Landmænd - et hårdt prøvet folk
Ikke nok med det, men i kampen for overlevelse, er man som producent af kød eller mælk nødt til hele tiden at optimere produktionen for at gøre den mere effektiv. Det kan sagtens ske under iagttagelse af sundhed og velfærd for dyrene, men det kan ikke lade sig gøre uden penge. Derfor er mange landmænd endt som rene prioritetsbestyrere for banken eller realkreditten, og det er synd, for det er der ikke meget livskvalitet i, hverken for dyrene eller for landmanden og hans familie.
Landmanden er det led i fødekæden, som tjener mindst på sine varer. Når han så samtidig ikke kan få lov at modernisere eller udvide besætningen, så han kan klare sig i konkurrencen, så er det, at vi fremelsker situationer, hvor dyrene bliver kørt til slagtning langt nede i Tyskland.
Derfor er det rigtigt godt og meget positivt at pensionskasserne nu går ind og støtter med opkøb, for bankerne kan tilsyneladende ikke rigtigt se sig ud af at få en forretning ud af landmændene.
Dansk landbrug er meget langt fremme udviklingsmæssigt, og mange bedrifter kan sagtens klare sig i international konkurrence. Vores fødevareeksport er et kvalitetsstempel, og det skal det gerne blive ved med at være. Så derfor må man også fra myndigheder og finansieringskilder give lov til at udviklingen kan ske. Der skal bygges nye stalde, der skal ny teknologi ind sammen med moderne administrative systemer. Samtidig kan vi så også komme af med de gamle og udtjente landbrugsbygninger, der står og forfalder rundt omkring i landet.