Almene boliger redder byggeriets omsætning
Byggeriets omsætning er steget de seneste tre måneder takket være byggeriet af almene boliger. En stakket frist, understreger Dansk Byggeri
Omsætningen steg med 2,9 procent fra oktober til november sidste år, efter at være steget med 2,5 procent måneden før og 0,6 procent i september.
Ifølge de nye tal fra Danmarks Statistik landede bygge- og anlægsbranchens omsætning på 16,1 mia. kr. i november, men det er primært byggeriet af almene boliger, der redder den.
Mens der i 2010 blev påbegyndt byggeri af 4.600 almene boliger, bød 2011 på opførelse af i alt 11.000 almene boliger, og det har for alvor været med til at trække byggeriets omsætning op ifølge Dansk Byggeri, der dog advarer mod at være alt for optimistisk på den lange bane.
- Arbejder efter skybruddet i sommer har også bidraget til omsætningen, men det er ved at ebbe ud, mens boligjobplanen også bidrager. Men den helt store årsag er byggeriet af de almene boliger, som er mere end fordoblet, og det har trukket omsætningen op. Men der er tale om fremrykninger, og når de er bygget, så er der ikke mere, siger chefkonsulent Andreas Fernstrøm fra Dansk Byggeri.
Kommunernes tilsagn til byggeri af almene boliger i 2010 var således det højeste i mere end 30 år med godt 16.500 tilsagn. Det skyldtes, at kommunernes andel af grundkapitalen til almene boliger blev hævet fra syv til 14 procent ved årsskiftet 2010/2011. Derfor havde mange kommunerne travlt med tilsagnene i 2010.
Midlertidig effekt
Meget af det byggeri er sat i gang i 2011, men sidste år bød til gengæld så kun på 250 tilsagn, og når disse almene boliger er bygget i løbet af de kommende år, er der ikke mere, understreger Andreas Fernstrøm.
- Man laver jo ofte disse fremrykninger af byggeri i håb om, at det fastholder byggeri, men det her er en midlertidig effekt, og problemet er, at 2012 ikke bliver noget særligt. Man skal selvfølgelig ikke klandre kommunerne, at de har sat byggeri i gang, men det er ærgerligt, at det kun er midlertidigt, siger Andreas Fernstrøm.
Dansk Byggeri forventer, at 2012 byder på en omsætning lig 2011, så omsætningen i bygge- og anlægsbranchen i de kommende måneder flader ud.
- Stigningen vil ikke fortsætte, og vi tror også, at antallet af konkurser i 2012 fortsætter på samme niveau som i 2011, siger Andreas Fernstrøm.
774 bygge- og anlægsvirksomheder gik konkurs i 2011.