Klokkeklar kommunal udfordring
Køge Kommune opstiller nye rammer for at give Entreprenør Teknik Køge mulighed for at tage konkurrencen op med private virksomheder på vej- og parkområdet
Det er indholdet i et forslag til ny udbudsmodel i Køge Kommune, som har opbakning fra både ETK-udvalget, Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og ETK selv.
Forslaget varsler, at nye tider er på vej for Entreprenør Teknik Køge, som hidtil har taget sig af blandt andet Køge Kommunes vejopgaver, rengøring, gartnerarbejde og renovation. Fremover vil ETK skulle konkurrere på lige fod med private virksomheder om alle opgaver inden for vej- og parkområdet, som Køge Kommune vil sende i udbud over de næste tre-fire år. ETK vil derudover kunne byde frit på andre offentlige drifts- og anlægsopgaver.
Grundlag for vækst
Alternativet vil ifølge formanden for ETK-udvalget Søren Brask, Dansk Folkeparti, være en såkaldt 60/40-model, hvor driftsaftalen med ETK på vejområdet føres uændret videre, mens de resterende 40 procent af opgaver udbydes, uden at ETK kan byde på opgaven.
ETKs ledelse og medarbejdere foretrækker selv den rene udbudsmodel, som vil give ETK det bedste grundlag for at kunne vokse fremadrettet, når driften af vej- og parkområdet udbydes fuldt ud, oplyser udvalgsformanden.
- ETK er parat til konkurrencen. Ledelsen er sammen med medarbejderne allerede i gang med at geare organisationen, så de kan byde ind på opgaver for både Køge Kommune og andre offentlige kunder. I forvejen har ETK god erfaring med at skaffe sig indtjening fra andre kunder end Køge Kommune, så selvom konkurrencen i entreprenørbranchen er hård, er jeg sikker på, at ETK nok skal klare sig godt på nye markedsvilkår, siger Søren Brask (O).
Egnede områder i udbud
Omlægningen af ETKs driftsform skal ifølge Køges socialdemokratiske borgmester Marie Stærke være med til at sikre en mere strømlinet og effektiv organisation og er på den måde led i det generelle arbejde med at sikre bedre drift og bedre økonomi i Køge Kommune. Også i Økonomiudvalget er der derfor opbakning til den nye udbudsmodel.
- Som del af budget 2011 besluttede vi at udbyde alle driftsområder, som er udbudsegnede. Det grundlæggende mål er at sikre bedst mulig kvalitet til færrest mulige af skatteborgernes penge, og her er udbud af opgaverne i åben konkurrence et godt værktøj, forklarer Marie Stærke.
- Det nye ETK er således udtryk for nye tider, hvor der er massivt pres på de kommunale økonomier. Vi skal over hele linjen tænke i effektiviseringer og nye måder at gøre tingene på, så vi får mest mulig service for pengene. Her går ETK foran og er allerede i gang med at gøre sig mere konkurrencedygtig, hvilket er meget positivt, tilføjer borgmesteren.