23948sdkhjf

Tid til afregning

Det har tilsyneladende betalt sig, at Venstrefløjen med Socialdemokratiet i spidsen i den seneste kommunale valgkamp modtog enorme tilskud fra fagbevægelsen med det skriftlige modkrav, at der dels skal sættes en stopper for yderligere udliciteringer og dels hentes opgaver tilbage til kommunalt regi, hvis de allerede er udbudt.

Den tidligere regering sikrede med sin aftale med kommunerne, at aftalen mellem venstrefløjen og fagbevægelsen om mindre udlicitering ikke kunne føres ud i livet, men nu har den nye regering fjernet kravet om konkurrenceudsættelse, og dermed åbnet mulighed for, at sætte en ellers sund udvikling i stå. Regningen fra fagbevægelsen bliver betalt, og som det fremgår af dagens bagside i Licitationen, har Køge Kommune grebet udfordringen med det samme.

Men at lade kommunerne selv bestemme, om de vil konkurrenceudsætte opgaver, er det samme som at sætte ræven til at vogte gæs. Det er udtryk for manglende kendskab til, hvad der foregår på rådhusene under budgetforhandlingerne, hvor embedsmændene sidder med ved bordene og ofte er dem, der skal komme med forslag til nødvendige besparelser. Eller også er det en bevidst handling med det formål at bevare flest mulige offentlige arbejdspladser i sikker vished om, at der er her, regeringspartierne sikrer sig en stor del af deres stemmer.

Det er udtryk for det ypperste eksempel på dobbeltmoral, når politikerne råber op om mere konkurrence i det private erhvervsliv med henvisning til, at danskerne betaler for meget for varer og tjenesteydelser, og de så samtidig holder hånden over og under den stærkeste monopoldannelse i det danske samfund – den offentlige sektor.

Samtidig er det værd at minde om, at det store slagnummer for Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal inden valget, var de 12 minutters ekstra arbejdstid.

Når private virksomheder kan klare sig i konkurrencen med det offentlige, skyldes det ikke mindst, at man i det private erhvervsliv har 2,5 times længere arbejdstid om ugen. Alene det betyder en højere produktivitet, og de to partiledere kunne passende begynde med at kræve ikke 12 minutter, men 30 minutters ekstra arbejdstid om dagen fra de omkring 650.000 ansatte i den offentlige sektor, der har betalt frokostpause.

Men det er selvfølgelig utænkeligt fra en socialistisk regering. Så hellere fjerne konkurrenceudsættelsen, øge skatter og afgifter på virksomhederne og belønne kontanthjælpsmodtagerne. Det er der nemlig flere stemmer i.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093