Dagsbeviser er en succes
Ejerne af gulpladebiler har siden januar 2013 haft mulighed for at købe et dagsbevis og benytte bilen til privat kørsel. Det har mange benyttet sig af
- Det er helt tydeligt, at man har taget det til sig. Antallet af købte dagsbeviser viser klart, at der har været et behov, og at den ordning Skat har skruet sammen, er god og nem at finde ud af. Man kan ordne alt over nettet, og det er positivt, at så mange har benyttet sig af det, siger Lars Magnus Christensen, erhvervspolitisk konsulent i Håndværksrådet.
Reglerne for gulpladebiler var tidligere meget restriktive og for mange også uigennemskuelige. Det har gennem årene kostet en del erhvervsdrivende store bøder og en del har oven i bøden måttet betale fuld afgift af gulpladebilen, hvis de blev taget i at køre privat i bilen.
Muligheden for at købe dagsbeviser har været diskuteret i Folketinget siden 2008, men det blev først muligt i praksis i januar 2013, da loven først skulle en tur forbi EU.
- Vi kunne godt have ønsket os, at muligheden var kommet noget før, for vi har hele tiden haft en fornemmelse af, at der her var et stort behov. Man kan se på tallene, at købene af dagsbilletter stiger måned for måned i 2013. Det vidner om, at flere er blevet informeret om ordningen og har benyttet sig af den, siger Lars Magnus Christensen.