23948sdkhjf

Vestas slankes på medarbejdere

Vestas skal skille sig af med godt 2000 medarbejdere inden årets udgang for at reducere omkostninger.
Inden årets udgang skal der være omkring 20.400 ansatte i Vestas, fremgår det af kvartalsregnskabet. I dag er der omkring 22.580 ansatte.

Reduktionen i medarbejderstaben vil betyde en besparelse på 150 millioner euro- svarende til godt 1,2 milliarder kroner.

Der er dog risiko for, at det ikke stopper her, men at antallet af medarbejdere, der må forlade koncernen kan blive endnu højere.

Det skyldes en støtteordning i USA - den såkaldte PTC-skatteordning - der ikke ser ud til at blive forlænget ud over 2012. Administrerende direktør i Vestas Ditlev Engel siger, at der træffes beslutning om det i løbet af tredje kvartal.

- Der er ikke taget nogen specielle forbehold omkring USA, siger Ditlev Engel til Ritzau Finans.

Vestas har tidligere meldt ud, at op mod 1600 ansatte i USA kan blive fyret som konsekvens af et potentielt meget brat fald i markedet i 2013.

Vestas venter udgifter på mellem 50 og 100 millioner euro i 2012 til afskedigelserne. Det er op mod 750 millioner kroner. Tidligere var forventningen 50 millioner euro - svarende til 375 millioner.

Opjusteringen af Vestas' udgifter til "særlige poster" skyldes, at det bliver dyrere end ventet for Vestas at afskedige netto 2335 medarbejdere i 2012, fastslår Ditlev Engel.

- Det har noget at gøre med, hvordan de falder rent geografisk, og hvad man skal betale i fratrædelsesordninger i forskellige dele af verden - det er ikke altid det samme. Derfor er omkostningerne blevet lidt højere end forventet, siger Ditlev Engel til Ritzau Finans.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098