Flere boligejere vælger sikkerhed
En ny opgørelse fra Totalkredit og Spar Nord afslører, at andelen af nytegnede fastrentelån i årets første måned er næsten fordoblet sammenlignet med 2011. I hele 2011 valgte kun 28 procent af boligejerne at tegne et lån med fast rente, og dermed er der næsten tale om en fordobling af efterspørgslen efter rentesikkerhed i januar.
- Vi har længe råbt op om, at boligejerne skal benytte sig af de exceptionelt lave renteniveauer og få låst renten fast, men mange har haft svært ved at give slip på de variabelt forrentede lån. Nu er der imidlertid tegn på, at flere boligejere tager vores opfordring til sig. Og det er en klog disponering, for før eller siden vil renterne uundgåeligt stige, siger chefanalytiker i Spar Nord, Martin Lundholm.