IKT skal give merværdi
Vi har sammen med byggeriets øvrige parter accepteret og tilskyndet til de høje ambitioner, i en fælles forståelse af, at der gennem statslige bygherrekrav om IKT (informations- og kommunikationsteknologi, red.)-anvendelse i leverancekæden kunne opnås forbedringer af byggeriets effektivitet, produktivitet og kvalitet.
I de forløbne år har arkitektvirksomhederne forsøgt at imødekomme de høje krav, men uden at have veldefinerede ydelsesbeskrivelser og en fungerende klassifikation til at understøtte arbejdet.
Det er simpelthen en ny sædvane for projektering, som skal udvikles, og det medfører en risiko for overproduktion af ligegyldig information. Med tidens begrænsede vederlag og honorarer er der tilmed også risiko for, at der bliver ydet for lidt på andre kritiske områder.
I dag er status imidlertid, at det ikke kan godtgøres, at de forudsatte effektiviserings-gevinster er opnået eller kan opnås. Dermed påfører bygherrekravene i hovedsagen leverancekæden øgede byrder uden gevinster.
Der har været udført én undersøgelse af effekterne, nemlig den kvalitative undersøgelse “Øgede gevinster ved Det Digitale Byggeri". Både af denne analyse og af løbende kommentarer fra Danske Arks medlemmer fremgår det, at arkitektrådgiveren kun i ringe grad får del i gevinsterne ved Det Digitale Byggeri, hvorimod de absolut største gevinster tilfalder byg- og driftsherrerne og til dels de udførende. Da bekendtgørelsernes krav altovervejende er rettet mod rådgiverne, er der en uacceptabel ubalance mellem, hvem der får fordelene, og hvem der bærer byrderne.
Det er derfor særdeles nødvendigt, at en revision af bygherrekravene hviler på en solid evaluering af, hvordan kravene virker, om de overhovedet kan opfyldes, omkostninger og gevinster ved kravstillelsen, international benchmarking etc. En sådan evaluering har slet ikke fundet sted.
Helt overordnet mener vi, at man med fordel kunne undersøge erfaringerne i vore nærmeste nabolande, hvor for eksempel Sverige og England har haft en mere åben og behovsstyret udvikling, mens Finland og Norge har haft en kravstyret tilgang.
I Danmark ser de offentlige bygherrer fremover sig selv som bestillere af færdige domiciler, kontorer, undervisningsfaciliteter mv., men ønsker ikke at påtage sig nogen som helst udviklingsrisiko.
Bygherrernes ageren handler nu om at placere ansvar og minimere risici. I Danske Ark begræder vi denne udvikling, fordi et åbent og dynamisk samarbejde mellem bygherrer, rådgivere og udførende kunne være med til at sikre, at de bedste løsningsmuligheder bliver afsøgt, og at byggeriets kvalitet fortsat kan udvikles.
I den aktuelle situation, hvor bygherrerne især fokuserer på sin bestillerrolle i forhold til produktet, giver det ikke mening, at bygherrerne med afsæt i bekendtgørelser fortsat i detaljen skal kunne stille krav om processen, altså hvordan byggerierne skal frembringes.
Denne diskussion må gennemføres snarest mellem byggeriets parter.
