Hjemmebanefordel
Sager om løftebrud og kuldsejlede planer om blandt andet betalingsring og billigere offentlig transport føg de nytiltrådte ministre om ørene, og formandskabet i EU greb på sin vis forstyrrende ind i det debutterende regeringssamarbejde, eller gjorde det reelt den politiske situation mere spiselig for de skeptiske vælgere?
Oven på det danske halvår i formandsstolen i EU lyder der således fortrinsvis rosende toner fra de fleste EU-lande til statsminister Helle Thorning- Schmidts håndtering af formandskabet; med enkelte undtagelser fra de sædvanlige EU-kritikere.
Derfor er der nu dømt oplagt hjemmebanefordel til statsministeren og økonomiministeren, mens deres vingeskudte samarbejdspartnere i Socialistisk Folkeparti, som vakler på benene med store interne genvordigheder, skal forsøge at finde nyt fodfæste og skabe fornyet tillid i baglandet
Socialdemokratiets justitsminister Morten Bødskov fik godt nok på hattepulden for sin håndtering af den udvidede grænsekontrol i Schengen-samarbejdet, men til gengæld har klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R) høstet pæn anerkendelse for sin landing af EU’s nye Energieffektiviseringsdirektiv, som ikke mindst den danske byggesektor nu skal forsøge at drage størst mulig gavn og fortjeneste af. Imens må SF’s udenrigsminister Villy Søvndal forsøge at pudse fjerene oven på et halvt års politisk stormvejr på udebane, så han ser formentlig også frem til at koncentrere en større del af sin energi på hjemmebane.
For den samlede Regering gælder det oven på formandskabet blandt andet om at holde fast i det arbejde i EU, der er sat i gang med hensyn til revisionen af Håndhævelses- og Anerkendelsesdirektivet, som har afgørende betydning for det fremtidige arbejdsmarked i hele Europa, og der ligger også en vigtig opgave i implementeringen af det Energieffektiviseringsdirektiv, som med det forholdsvis tydelige danske fingeraftryk skal bane vejen for langt mere bæredygtige byggekoncepter og grønnere og mere miljørigtig bygningsdrift i hele EU.
På den baggrund påhviler der Regeringen selv et stort ansvar, for de fælleseuropæiske målsætninger for energieffektivisering gælder mærkværdigvis ikke kommunale og regionale bygninger, og det er en åbenlys mangel, som signalerer behov for at se indad.
