Etageejendomme går et niveau op
Mindre elevatorer kan nu monteres i ældre etageejendomme
Først kom boomet af altaner og nu er elevatorer ved at vinde indpas, hvilket kan være med til at løfte beboernes daglige komfort til et nyt niveau og gøre lejlighed og ejendom mere salgbar.
Det er særlige minielevatorer, der dækker over en elevator, som er lidt mindre end en traditionel elevator på 110 x 140 cm.
Elevatoren kan placeres uden på ejendommen, bygges ind i køkkentrappen eller i durchsichten, som er det hulrum, hovedtrappen ofte snor sig omkring.
Minielevatoren er dermed en enkel, realistisk og billigere løsning end den traditionelle elevator.
Øget livskvalitet
En minielevator kan give øget livskvalitet hos både unge og gamle beboere. Med en elevator kan den ældre beboer fortsætte sit aktive sociale liv trods gangbesvær, og for børnefamilien betyder elevatoren, at turen med børn, klapvogn og indkøbsposer pludselig bliver hurtig og nem.
- Vi oplever en stigende efterspørgsel fra foreninger rundt om i landet for at få indbygget en elevator i deres ejendom. Folk er begyndt at sætte komfort i hverdagen mere i højsædet, og med en elevator bliver alle beboeres behov tilgodeset. Hvad enten man bor i stuen og skal have ting fragtet op i sit loftsrum, eller man skal ned i cykelkælderen fra femte sal, siger Peter Knudsen, der er direktør i Alevator.dk, som arbejder med at indbygge elevatorer i ældre boligejendomme.
100 elevatorer på fire år
Alevator.dk udspringer af Altan.dk, som igennem det seneste årti har haft stor succes med at montere altaner på ældre etageejendomme.
Nu er turen så kommet til elevatorer.
- Vores erfaring har vist os, at flere og flere beboere ønsker at forbedre forholdene i deres dagligdag, også udenfor deres lejlighed. Derfor har vi valgt at udvide vores forretningsområde med Alevator.dk, som er specialiseret i minielevatorer. Indtil videre er det kun omkring syv procent af de ældre etageejendomme i Danmark, som er udstyret med en elevator. Det tal vil vi meget gerne være med til at bringe op, siger Peter Knudsen, som har planer om at etablere 100 minielevatorer i Danmarks større byer inden for fire år.
Hensyn i hverdagen
Interne ingeniører og arkitekter står for udarbejdelsen af den bedste elevator-løsning i hver enkelt ejendom. Herefter indbygges elevatoren af uddannede og erfarne elevatormontører, som tager hensyn til beboerne, så dagligdagen kan foregå så uforstyrret som muligt, mens elevatoren bygges ind i ejendommen.