Skriften på væggen
Nu skal vi lige slå fast, at det "kun" er cirka 640.000 offentligt ansatte (tal fra de offentlige arbejdsgivere), der har betalt frokostpause, mens resten akkurat som på det private arbejdsmarked arbejder fuld tid. Der vil ganske vist være enkelte faggrupper i den offentlige sektor, der fra tid til anden ikke kan holde frokostpause hver eneste dag på et på forhånd fastlagt tidspunkt, men så må de tage pauserne, hvornår det nu passer bedst i forhold til det arbejde, der skal udføres. Den øvelse hedder "planlægning".
Det hedder sig ganske vist, at den pågældende spisepause kun er på 29 minutter, og at de ansatte er "til rådighed", men hvor mange har ikke prøvet at henvende sig til en offentlig myndighed og modtaget den besked, at vedkommende medarbejder er til frokost og er alt andet end "til rådighed".
Summa summarum er, at danske skatteydere i dag betaler 15.000.000.000 - 18.000.000.000 (15-18 milliarder) kroner årligt for den offentlige frokostpause. Det er svært at finde en fornuftig forklaring på det rimelige i, at man, specielt fordi man er ansat i den offentlige sektor, skal arbejde cirka 2½ time mindre ugentlig end ansatte på det private arbejdsmarked.
Det svarer til i omegnen af 40.000 fuldtidsjob.
Fra flere sider lyder det, at de offentligt ansatte skal have økonomisk kompensation, hvis de skal arbejde i 37½ time ugentlig. Sikket noget vrøvl. De er netop "til rådighed" i deres frokostpause, og det får de betaling for allerede nu. Så er det bare om at de offentlige arbejdsgivere benytter sig af den "rådighed" til at forlange et stykke arbejde.
"Trolden er altså sluppet ud af æsken, og der skal lyde ros til statsministeren, som har slået fast, at for hende er der ingen "køer", der på forhånd er erklæret hellige, hvis det gælder om at øge arbejdsudbuddet.
Det samme gælder tilsyneladende fagbevægelsen, der bortset fra de offentligt ansatte, er parat til at diskutere alle muligheder; også at sløjfe en traditionel helligdag, for at forøge den konkurrenceevne, der kan skabe de job i den private sektor, som i sidste ende skal finansiere velfærdssamfundets ydelser. Fagbevægelsen og de private arbejdsgivere har tydeligvis set skriften på væggen. Nu mangler vi bare, at også den offentlige sektor vågner op til virkelighedens verden.
