Udbudsfarce behandles i økonomiudvalg
Først i går kom sagen om det tabte affaldsudbud på dagsordenen i Skive Kommunes økonomiudvalg. Nu venter parterne spændt
Skive Kommune har tilsyneladende ikke til sinds at bøje sig for den afgørelse, som Klagenævn for Udbud netop er kommet med. Derfor havde man i aftes sagen på dagsordenen i Skive Kommunes økonomiudvalg. Resultatet af dette møde kender vi ved redaktionsn slutning endnu ikke.
To års farce
Skive Kommune har gennem to år forsøgt at få et udbud til at fungere, men hver gang er det endt i en klagesag, enten på grund af procedurefejl, eller fejl i udbudsmateriale, og sidst er der tilsyneladende fejl i den måde, man har beregnet pointstillingen blandt de bydende på, til den nuværende entreprenørs fordel.
- Vi bryder os ikke om at nægte at adlyde en afgørelse fra et klagenævn. Men der kommer erstatning ind i det her. Følger vi afgørelsen fra nævnet, så har vi én (vognmand Filtenborg, red.), der vil klage med det samme. Samtidig kan vi ikke forstå klagenævnets afgørelse.
- Vi har brugt en udbuds-metode, masser af virksomheder bruger. Og det ser ud til, klagenævnet har ændret praksis og udtrykker sig tvetydigt. Derfor vil vi søge at få sagen prøvet ved en domstol, fortæller Flemming Eskildsen, Skive Kommunes borgmester til Skive Folkeblads udgave i dag.
Kikker på sagen
Kammeradvokaten, statens advokat, har haft kig på sagen, da der er tale om en principiel sag om en offentlig virksomhed.
Skive Kommune skal have undersøgt, om og i hvilket omfang Kammeradvokaten kan gå ind i sagen for Skive Kommune.
Så dermed er der tegn på, at der vil gå endnu en rum tid, inden det kan afgøres, hvem der fremover skal betjene skraldespandene i Skive. Indtil videre fortsætter Vognmand Filtenborg dog.
Tilbudsgiver klar
Hos firmaet RenoNorden, som indbragte sagen for Klagenævn for Udbud, siger direktør Torben Lindholm til Licitationen her lige forud for afgørelsen fra Skive:
- Jamen vi må jo vente tålmodigt på hvad Skive Kommunes affaldscenter nu finder på. Vi fik i klagesagen medhold i to ud af tre punkter, og i mellemtiden har vi faktisk vundet et affaldsudbud i nabokommunerne, Holstebro-Struer samt Lemvig. Vi føler at vi er i stand til at håndtere affald, og at vi også kan dokumentere det. Desuden var vi billigst, så nu må de så finde ud af hvad der skal ske. Så tager vi bestik af situationen derfra, siger han til Licitationen.
Licitationen følger op på sagen.