Regeringen strækker hånden ud til SMVerne
Med en række nye initiativer vil regeringen fremme væksten i små og mellemstore virksomheder
En sænkning af udbytteskatten, forlængelse af vækstlåneordningen og et nyt iværksætterfradrag, der gør det lettere at etablere små virksomheder i Danmark, er blandt initiativerne i regeringens udspil, der skal sikre mere risikovillig kapital til danske vækstvirksomheder.
Blandt andet foreslår regeringen et iværksætterfradrag på op mod 650.000 kroner til de investorer, der tegner ny kapital i virksomheder med under 50 ansatte. Regeringen ønsker desuden en ny acceleratorpulje på 500 millioner kroner, som skal udlåne penge til virksomheder med særligt vækstpotentiale.
LA: Ikke nok
Det peger i den rigtige retning, men er ikke nok, mener Liberal Alliances politiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll
- Regeringens foreløbige forslag til en vækstpakke er bittesmå tiltag, som ganske vist peger i den rigtige retning. Men det er slet, slet ikke nok til for alvor at skubbe gang i økonomien. Vi har brug for en rigtig vækstpakke, som rent faktisk skaber vækst, og i den forbindelse kan vi ikke lukke øjnene for, at nogle af de byrder, som plager dansk erhvervsliv, skal fjernes. Skyhøje afgifter på alt fra biler til fødevarer og energi hæmmer store dele af dansk erhvervsliv, og det bør vi gøre op med i den kommende vækstpakke. Det vil skabe nye arbejdspladser til gavn for vores fælles velstand, siger han.
Det var erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) og skatteminister Morten Østergaard (R), der i gårsdagens udgave af Berlingske sammen lancerede de første initiativer af strategien, der ventes at have samme væksteffekt på dansk økonomi som sidste års vækstpakke.
De to ministre kaldte i går initiativerne for vækstpakkens motor, hvilket fik Venstres finansordfører Peter Christensen til i Politiken at kalde udspillet for en lille hjælpemotor til en cykel og ikke til en bil.
DF er positive
I Dansk Folkeparti er man dog mere positivt stemt.
- Det virker umiddelbart positivt. De små og mellemstore virksomheder fik ikke så meget ud af de skattelettelser, der blev givet i sidste vækstpakke. Nu er det deres tur, og fokus skal med den her vækstpakke være på dem, der har sværest ved at generere overskud, siger partiets erhvervsordfører Hans Kristian Skibby.
Han melder sit parti klar til at forhandle med regering om den nye vækstpakke.
- Lige nu mangler vi svar på, hvor pengene skal komme fra. Jeg er med på grund-idéerne, men der skal findes penge til at finansiere dem. Vi kan næppe finde friske penge, så de skal tages andre steder fra. Vi må derfor omprioritere og se på, hvad der ikke er råd til, siger Hans Kristian Skibby.
Tiltag skal sikre job
Også hos Enhedslisten savner man et oplæg til finansiering af udspillet, men det noteres, at regeringen lægger en linje, hvor fradrag, sænket skat og forskellige former for kreditfaciliteter skal målrettes mindre virksomheder og iværksættere.
- Enhedslisten er enig i, at der er behov for at sikre investeringer især i mindre virksomheder, der i dag har svært ved at skaffe finansiering på grund af bankerne. Men tiltagene skal både sikre, at der rent faktisk bliver skabt arbejdspladser, og at investeringerne bidrager til den grønne omstilling ved for eksempel at mindske energi- og ressourceforbrug. Vi vil gerne være med til at sikre kredit til iværksættere og være med til at skaffe finansiering til små virksomheder, der er ramt af bankernes manglende vilje til at låne penge ud. Men jeg er skeptisk over for de værktøjer, regeringen indtil videre har hevet op af kassen, siger partiets finansordfører, Frank Aaen, der afviser at sænke skatten, men er parat til at forhandle om de elementer, der handler om kredit og finansiering af små virksomheder.
Ny vækstpakke
Regeringens udspil:
- En ny ordning skal give fradrag på op til 650.000 kr. for investorer, der tegner ny kapital i små virksomheder
- Danske selskaber skal ikke længere pålægges at betale selskabsskat for 100 procent af deres udbytter fra porteføljeaktier, men kun 70 procent
- Vækstlåneordningen stiller en statsgaranti for udvalgte små og mellemstore virksomheder, der behøver en finansiering på over to mio. kroner, men som ikke kan få en fuld finansiering hos pengeinstitutterne. Ordningen forlænges med fem år frem til 2020. Dermed forøges lånerammen med seks mia. kroner
- En pulje på 500 mio. kroner skal kunne udlånes til virksomheder, som Vækstfonden vurderer, har et særligt vækstpotientialeKilde: Berlingske Business