23948sdkhjf

Et stort ansvar

Byggeriets parter har i weekenden haft travlt med at forhandle overenskomst, og der påligger alle forhandlingsparter et meget stort ansvar ikke bare for overenskomsten, men om hele den danske byggesektors fremtid.

Byggesektoren har i forhold til det øvrige arbejdsmarked nemlig nogle helt specielle udfordringer, og den største hedder social dumping. Derfor kan industriens overenskomst ikke bruges til ret meget. Det var meget betegnende, at industriens overenskomst indeholdt meget lidt om bekæmpelse af social dumping.

For byggesektoren specifikt gælder det om, at alle danske byggevirksomheder og byggearbejderne har en fælles interesse i at finde de nødvendige instrumenter til at bekæmpe social dumping. Det er et fælles ansvar, og i sidste ende også et ansvar for både den danske arbejdsmarkedsmodel og velfærdsmodellen. Får vi ikke stoppet den omsiggribende sociale dumping, rammer det både samfundet som helhed i form af manglende skatte- og afgiftsindtægter. Det rammer uddannelsessektoren med mangel på uddannelsespladser. Det rammer virksomhederne med tomme ordrebøger, og det rammer fagbevægelsens medlemmer i form af arbejdsløshed.

Man skal være meget blåøjet, hvis man tror, at Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri godvilligt vil lade byggebranchen gå helt egne veje i forhold til initiativer til bekæmpelse af social dumping. Alligevel er der kun at håbe, at Dansk Byggeri og fagbevægelsen kan finde sammen om den nye overenskomst. Ellers ser det sort ud for den danske byggesektor med dens tusinder af virksomheder og ansatte. Der er ikke plads til småfnidder og personlige angreb i denne situation.

Det er hele det danske aftalesystem, Den Danske Model, der er til eksamen i disse dage. Leverer parterne på byggeriets område ikke et brugbart resultat, risikerer modellen at lide skibbrud med deraf følgende risiko for kostbare arbejdsstandsninger og tabt fortjeneste for alle parter.

Det vil samtidig give politikerne på Christiansborg et påskud til at blande sig og gribe ind i aftalefriheden på det danske arbejdsmarked, og den situation er der næppe nogen af parterne, der foretrækker. Det kan nemlig kun forstærke risikoen for, at tilfældige politisk begrundede hensyn bliver indarbejdet i overenskomsterne på byggeriets område.

Statsministeren har bebudet, at hun efter overenskomstfornyelsen vil tage initiativ til trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter, og i den situation bærer parterne selv ansvaret for, at man står med noget brugbart, som ikke begrunder uvedkommende politiske hensyn.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078