Når sjælen rykker ind, rykker ghettoen ud
Den menneskelige skala er nøglen, når kolde betonklodser og nedslidte områder skal løftes ud af tristheden
Sådan konkluderer arkitekt Karsten Pålsson fra Pålsson Arkitekter, der har 20 års erfaring fra kvarterløft, saneringer og ghettoplaner
- Arkitektur er anvendt kunst. Problemet med ghettoer er ofte, at byggeriet mangler identitet. Vi oplever det i betonrække på betonrække opført i funktionalistisk effektivitet eksempelvis fra 60’erne og 70’erne. Eller en bebyggelse, hvor beboerudviklingen er gået skævt, og beboerne savner en identitet. De fleste mennesker kan godt lide at bo, hvor de bor. Gennem en dialog med beboerne får vi afdækket, hvad de kan lide. Når de fornemmer, at vi er reelt interesserede i dem og deres boligforhold, har vi taget første skridt i at omskabe ghettoen, siger Karsten Pålsson.
I flere projekter har Pålsson Arkitekter med held søgt tilbage i tiden for at finde ind til det, der kan skabe identitet. Med et historisk udgangspunkt kan man finde noget værdifuldt i området, i forhistorien eller i andre referencer.
- Det integrerer vi i de fysiske forandringer, der skal gennemføres. I Albertslund er vi i gang med området Rådhusdammen. Med hjælp fra lokalhistorisk arkiv har vi fundet identitetsskabende elementer fra 1900-tallets begyndelse, før området blev bebygget. Med dem skaber - eller genskaber vi en identitet. Og en identitet, der føles nærværende, siger Karsten Pålsson.
Umenneskelig beton
40 byggefolk fra Byens Netværk var 15. november på besigtigelse i Lundtoftegade i København, der har gennemgået en omfattende områdefornyelse.
Her kan man se, hvordan referencer fra lokalområdet i 1800, 1900 og 2000 er formidlet på friser på husene. Ladegårdsåen og Lygtegårdsåen omkransede området dengang, og åernes bølger er nu et motiv, der smykker facader og gavle og forankrer bebyggelsen med en ny, og samtidig gammel identitet.
- Samtidig med at vi skaber sjæl og identitet, som beboerne tager til sig, skal vi tilføre sjæl til de fysiske elementer. Beton som i 1960’erne er ikke menneskeskabt. Det kan vi ændre ved at tilføre bebyggelsen en vis sprødhed. Det handler om byrum i en menneskelig skala. Åbenhed og transparens. Fjerne mørke hjørner. Åbne indtil stuelejlighederne, for eksempel etablere gårdhaver som betyder, at der er mennesker og liv på jorden langs boligblokken. Så har andre mennesker også lyst til at komme, og mennesker vil mødes, siger Karsten Pålsson og fortsætter:
-Det er vigtigt at bevare noget af det gamle. De totale bulldozer rydninger, der skete i 70’erne og 80’erne skabte en rodløshed. Man mistede områdets identitet. Det var den oplevelse, der sporede os ind på at søge tilbage i områdernes historik.
Synlige forandringer
Med respekt for den oprindelige arkitektur og helheden skal der tilføres nyt. Det skal kunne ses, at der er sket en udvikling.
Hvis bebyggelsen ikke ser ordentlig ud, får man ifølge Karsten Pålsson ikke nye ressourcestærke beboere ind, som kan være med til at tippe balancen til det bedre i en belastet bebyggelse.
-Et eksempel på fornyelse i respekt for det oprindelige er de nye facader og gavle på Lundtoftegade. De lave boligblokke fremstår menneskelige med murede gavle i en gul sten. Over for dem står nogle 12 etagers høje blokke opført af betonelementer i et kranspor. Det lå uden for mulighederne at rive betonblokkene ned. Faktisk er mange glade for at bo der, siger Karsten Pålsson.
Han mener at man i stedet kunne skabe en modvægt til betonen og skabe en sprødhed med en glasfrise, der binder bebyggelsen sammen og forandrer med sit nye visuelle udtryk.
-Alle kan se, at der er sket noget, siger Karsten Pålsson.
