Vinteren rammer byggeriet
Stor stigning i byggeledigheden i januar i forhold til december
Bygningsarbejderne har imidlertid mærket dybfryseren. I januar var 7.700 3F-bygningsarbejdere uden arbejde. Det svarer til 14,6 procent af 3Fs byggemedlemmer. Det er voldsom stigning i forhold til den milde december, hvor det var hver tiende byggemedlem, der var uden job.
- Og der er desværre noget der tyder på, at februartallene bliver værre, idet mange er sendt hjem på grund af vejret, siger Søren Andersen, leder af a-kassen i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København, der organiserer blandt andre murere, tømrere og jord- og betonarbejdere.
Byggegruppen i BJMF har alene 760 ledige, hvoraf godt en tredjedel er tømrere.
- Men der er desværre næsten frit valg på alle hylder til en initiativrig mester, der har brug for god arbejdskraft. Problemet er i mange tilfælde, at der ikke er taget de nødvendige foranstaltninger, så der kan bygges også i sne og frost, og så er det åbenbart lettere at sende folkene hjem og vente på bedre vejr, siger Søren Andersen.
Fald siden januar 2011
Selv om 3F-bygningsarbejdernes ledighed er vokset voldsomt i forhold til måneden før, er der langt op til de 14.000, som var uden job i januar 2011.
Også Byggefagenes A-kasse, der har blandt andre malere og blikkenslagere som medlemmer, har en januarledighed på 13,1 procent, mens El-Fagets Arbejdsløshedskasse har fire procent ledige. Også for begge disse kasser er der tale om en stigning i forhold i december.