Byggenyt
HJØRRING: Aalborg Stift har sendt en indsigelse til Hjørring Kommune over det lokalplanforslag, der regulerer den kommende renovering af Vendelbohus, skriver Nordjyske Stiftstidende.
Stiftet mener, at renoveringen vil gå ud over Sct. Olai Kirke og kirkegården omkring kirken, mens kommmunen mener, at renoveringen ikke vil påvirke de historiske og kulturelle interesser i nabolaget.
Lokalafdelingen af foreningen for bygnings- og landskabsarkitektur har også gjort indsigelse over for hvad man kalder byggeriets massive fremtoning". Arkitektfirmaet Finn Østergaard er arkitekt på projektet.
AALBORG: Aalborg Byråd godkendte i marts måned et forslag til kommuneplantillæg H-020 for potentielle områder til placering af biogasanlæg i Aalborg kommune. Fristen for at komme med indsigelser til forslag for fælles biogasanlæg, er på grund af tekniske problemer med det digitale kort, forlænget til og med den 21. juni 2012.
Baggrunden for kommuneplantillægget er blandt andet lanceringen af Grøn vækst i april 2009, hvor der blev sat fokus på biogas i Danmark. Målet med Grøn vækst er at sammentænke miljø- og naturbeskyttelse med landbrugs- og fødevareproduktionen.
REGION MIDTJYLLAND
sKANDERBORG: Kun formaliteter står nu i vejen for, at den tyske dagligvarekæde Lidl kan bygge en ny 1.000 kvm stor butik på hjørnet af Vestergade og Vroldvej i Skanderborg, skriver Horsens Folkeblad.
Skanderborg Byråd har vedtaget en lokalplan for området.
HEDENSTED: Hedensted Byråd besluttede for et halvt år siden, at der skulle opføres et nyt plejecenter på Bygmarken i Hedensted.
Nu er politikerne på en temadrøftelse med boliger på senior- og socialområdet dog nået frem til den konklusion, at byggeriet af et nyt plejecenter på Bygmarken i Hedensted skal udskydes i minimum et år, skriver Horsens Folkeblad.
En egentlig beslutning om, hvorvidt byggeriet af et plejecenter på Bygmarken skal udskydes og undersøges nærmere, vil dog først blive truffet på et senere tidspunkt.
FELDBORG: Brugsen i Feldborg vil undersøge muligheden for at bygge nyt, skriver Herning Folkeblad.
Brugsen har i længe haft for lidt plads i både butikken og på lageret, og har derfor i nogle år lagt penge til side til et nybyggeri.
REGION SYDDANMARK
CHRISTIANSFELD: Kolding Kommune vil slække på de strikse regler for byggeri i Christiansfeld med ny lokalplan, skriver Jydske Vestkysten.
Den nye lokalplan lægger op til at inddele bygningerne i byen i tre grupper, nemlig Brødremenighedsbyggeri, huse fra 1840-1950 og Huse fra 1950 og frem.
REGION SJÆLLAND
HØJBY: Odsherred Byråd har frigivet otte mio. kr. til mindre anlægsprojekter på kommunens skoler og daginstitutioner. Blandt andet etableres ny legeplads på Bobjergskolen i Asnæs og to naturfagslokaler ved Højby Skole. Byrådet har derudover frigivet seks mio. kr. til anden etape af renoveringen af Vig Skole. Der skal blandt andet etableres et nyt og moderne læringscenter og nyt personalekøkken på Vig Skole.