Anlægsnyt
VÅDOMRÅDER - HADERSLEV: Haderslev Kommune skal formindske udledningen af kvælstof til Lillebælt med 10,6 tons. For at kunne leve op til statens krav om bedre vandmiljø er Haderslev Kommune derfor i fuld gang med at finde egnede arealer langs Lillebæltskysten, som kan gøres til vådområder, fortæller Jydske Vestkysten.
Ved Fjelstrup for eksempel er Haderslev Kommune snart klar til at starte et projekt med etablering af et 20 hektar stort vådområde. Det er et projekt til fire mio. kr., som i øjeblikket er til godkendelse i Naturstyrelsen.
skovrejsning - ribe: Teknik- og Forsyningsudvalget i Esbjerg Kommune søger byrådet om fem mio. kr. til 90 hektar ny skov i Bjerreskoven. De 90 hektar ny Skov kan kommunen få for seks mio. kr., hvis man får andel i statens pulje til skovrejsning. Staten har afsat 140 mio. kr. til skovrejsning, som kommunerne kan søge, hvis de selv er indstillet på en 50 procents medfinansiering.
Teknik- og Forsyningsudvalget har kun én mio. kr. at skyde ind i projektet, men håber nu på at få byrådet til at sige god for yderligere fem mio. kr.
REGION MIDTJYLLAND
GRUNDE - HEDENSTED: Teknik- og Miljøudvalget i Hedensted Kommune skal på sit møde i dag tage stilling til indkomne indsigelser og til den endelige vedtagelse af lokalplan 1070 for et boligområde ved Bakken i Hedensted.
Der er i høringsperioden indkommet fem indsigelser til lokalplanforslaget, fra grundejerforeninger og naboer.
Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget anbefaler Byrådet, at Lokalplan 1070 vedtages endeligt uden ændringer udover mindre tekniske tilretninger.
VEJ - HANDBJERG: Teknisk udvalg i Holstebro Kommune har besluttet at få udarbejdet et skitseprojekt og et budgetoverslag for vej/broanlæg ved Handbjerg Marina. Skitseprojektet skal danne grundlag for en beslutning om etablering af offentlig vejtilslutning, med henblik på at anlægsprojektet kan indgå i anlægsprioriteringen for budget 2013.
I forbindelse med udarbejdelse af et skitseprojekt og budgetoverslag har Teknik og Miljø behov for rådgiverbistand. Det vurderes at et skitseprojekt og budgetoverslag kan udarbejdes for overslagsmæssigt 200.000 kr.
NEDRIVNING - VIBORG: Den nye ejer af Navnløs nordlige husrække har søgt Viborg Kommune om tilladelse til at rive husene ned for efterfølgende at bygge nyt.
Navnløs-husene betegnes som en historisk kulisse, som udadtil ser malerisk ud, men som indadtil er i meget dårlig stand. Husene er bevaringsværdige, og både teknikerne i kommunen og museumsfolk modsætter sig en nedrivning. Et nej til en nedrivning kan imidlertid betyder, at Viborg Kommune kan blive nødt til at overtager en ejendom, som er kontantvurderet til 2,35 mio. kr. Det fortæller Viborg Stifts Folkeblad.
REGION NORDJYLLAND
KUNSTGRÆS - AALBORG: Det Obelske Familiefond bevilgede for nylig godt 33 mio. kr. til forskellige projekter i Nordjylland. Blandt modtagerne var fodboldklubben Aalborg Freja, der fik 1,1 mio. kr. i støtte til anskaffelse af en kunstgræsbane.