Pænt bud efter danske byggevarer
Eksporten af danske byggevarer steg 17,5 procent i 2011, viser nye tal fra Danske Byggematerialer
Den samlede eksport af byggevarer steg fra 2010 til 2011 med 17,5 procent, så der i 2011 i alt blev eksporteret for 41,5 mia. kr. Noget af væksten skyldes godt nok ekstraordinært store ordrer til det britiske marked, men det britiske marked viser uanset disse ordrer en pæn stigning. Set i et historisk perspektiv er byggevareeksporten næsten oppe på niveau med 2007, mens der stadig mangler cirka seks mia. kr. i omsætning for at nå rekordåret 2008. Godt halvdelen af i byggevareeksporten går stadig til vores nærmarkeder, Tyskland, Storbritannien, Sverige, Norge og Finland. På nedenstående figur findes udviklingen fra 2010 til 2011.
Moderat vækst i 2012
Ser man frem mod 2012 og yderligere, viser byggeprognoserne fra vores nærmarkeder næsten alle, at der fremadrettet er en tendens til at fokusere på energirenovering.
Det finder Danske Byggematerialer ikke overraskende, idet man skønner, at den fremtidige eksport i stor udstrækning skal findes inden for produkter, der på den ene eller anden måde hjælper på miljøregnskabet.
- En stor del af den danske byggevareeksport hænger dog stadig sammen med nogle af de nichekompetencer, som vores udførende virksomheder har opbygget igennem årene. Blot for at nævne nogle eksempler: stålbroer og staldbyggerier i Norge, industribyggerier i Sverige, vindmøller i Storbritannien og sterile gulve til mælkeproduktion i Kina, forklarer direktør i Danske Byggematerialer, Per Thomas Dahl.
God økonomi i Tyskland
Tysklands byggeaktivitet trækkes aktuelt af boligbyggeriet. Baggrunden er en stabil udvikling på arbejdsmarkedet og stigning i indkomsterne. Desuden ser tyskerne investering i deres boliger som en god formuesikring i tider med euro- og finanskrise.
Den økonomiske udvikling i Tyskland overrasker fortsat positivt, og det smitter af på erhvervsbyggeriet.
Ligeledes forventes investeringer i energiinfrastruktur at bidrage positivt til udviklingen. Kun offentligt byggeri falder midlerne fra konjunkturpakkerne, som alene i 2011 var på seks mia. euro, er brugt op, og offentlige bygherrer har på grund af den tyske statsgæld et meget stramt økonomisk spillerum.
Urolige naboer
Den britiske byggesektor har fortsat trange kår og aktiviteten i 2012 forventes at falde med fem procent. Den negative udvikling vendes først for alvor i 2014.
Prognosen viser således en moderat vækst på i perioden 2011-2015. Især renovering og ombygning ventes at stige frem til 2015, da de økonomisk hårdt ramte briter vil være tilbageholdende med at sætte nye byggerier i gang. Tendensen ventes at slå tydeligst igennem i private boliger, hvor investeringer i energieffektivisering forventes at opveje tilbageholdenheden.
- For det kommende år ser vi i Sverige en opbremsning, da konjunkturafmatningen, der begyndte at vise sig i fjerde kvartal af 2011, forventes at fortsætte ind i 2012. Udviklingen tilskrives en afdæmpet udenrigshandel og tilbageholdenhed i de svenske husholdninger. Dog håber svenskerne, at euro- og finanskrisens negative effekt på BNP-udviklingen aftager til efteråret 2012 og økonomien kommer tilbage på sporet i 2013. Byggebranchen forventes også at komme sig allerede i 2013. Beskæftigelsen forventes derfor at forblive uændret, og det er nu på et niveau, der er det højeste siden begyndelsen af 1990-erne. Boligbyggeriet påvirkes kraftigt, idet både nybyggeri og renovering og ombygning falder. Til gengæld kommer der en flot vækst i erhvervsbyggeriet, især i den offentlige sektor, hvor investeringer forventes at stige med 10 procent, mens de private investeringer går tilbage med én procent. Anlægsinvesteringer gik tilbage i 2011 og forbliver på samme niveau i år, noterer Danske Byggematerialer.
Norge svømmer ovenpå
Væksten i det norske byggeri kommer i 2012 til at blive drevet af erhvervsinvesteringer, primært inden for oliesektoren.
I det private erhvervsbyggeri vil motoren være nybyggeriet, mens det i det offentlige først og fremmest vil være ombygning og renovering, herunder energieffektivisering.
Også når det gælder nybyggeri af boliger er prognosen positiv - forudsat, at den økonomiske udvikling fortsætter med lav arbejdsløshed, stigende realindkomster og lave renter. Da boligpriserne dog er begyndt at stige, igangsætter norske boligejere nu også ombygnings- og renoveringsprojekter. Anlægssektoren vil stige relativt kraftigt i 2012, især vejbyggeriet og investeringer i energisektoren, først og fremmest i vindkraft.