PVC bliver grønnere og grønnere
I dag indsamler og genanvender branchen i Danmark selv omkring 75 procent af alt tilgængeligt byggeaffald i hård PVC
- Peter Sejersen har med sit arbejde ikke kun været med til at forøge mængden af indsamlet PVC markant. Han har også været med til at gøre det til en potentielt rigtig god forretning, lyder det i begrundelsen for valget af årets prismodtager.
Orden i eget geled
Ifølge Plastindustrien indsamler og genanvender Wuppi i dag omkring 75 procent af alt tilgængeligt byggeaffald i hård PVC i Danmark, og æren for det høje tal tilskrives alene den særlige danske Wuppi-ordning, et non-profit selskab, som danske producenter og importører af PVC selv har påtaget sig at drive. Det er således PVC-branchen, der selv sørger for hele arbejdet med at sikre det ellers ofte udskældte materiale en overordentlig grøn profil, når det kommer til genanvendelse.
Genbrug giver mening
Den store indsats er netop personificeret ved Peter Sejersen, der har siddet i bestyrelsen for Wuppi siden 2000; fra 2006 som bestyrelsesformand. Og Sejersen er da også utrolig stolt af prisen og det arbejde, der ligger til grund for den.
- Brugt PVC blev tidligere alene set som et problem. I dag er det ikke bare noget, vi indsamler og genanvender til gavn for miljøet det begynder også at ligne en potentielt rigtig god forretning, siger Peter Sejersen, der til daglig er teknisk direktør hos den danske rørproducent Wavin. Han ser genanvendelsen som vigtig i sig selv. Han lægger dog samtidig ikke skjul på sin begejstring over, at indsamlingen også er fornuftig af andre grunde:
- Vi har strømlinet hele processen og skåret ned på administrationen. Samtidig mærker vi en stor og støt stigende efterspørgsel på det genbrugte materiale. Vi nærmer os derfor nu et punkt, hvor genanvendelsen giver mening fra et rent økonomisk perspektiv. Det er vi ikke ene om at have set, så vi kommer fremover til at skulle konkurrere om at indsamle affaldet, fortæller Peter Sejersen.
De seneste tre år har de indsamlede mængder byggeaffald i hård PVC ligget mellem 2.500 og 3.000 tons.
Velegnet til rør
Prisen på genanvendt PVC ligger på omtrent det halve af ny PVC. Efterspørgslen på det genbrugte materiale er lige nu større end udbuddet.
PVC bruges i byggeriet til for eksempel afløbsrør, vinduesrammer og tagpap. Genanvendt PVC havner typisk i rør.