23948sdkhjf

Nej til ny bygge-uddannelse

Dansk Byggeri begræder, at Uddannelsesministeriet for anden gang siger nej til en ny toårig uddannelse i byggeriet
For anden gang har Uddannelsesministeriet sagt nej til et ønske om en ny toårig erhvervsakademiuddannelse målrettet byggeriet.

Det er Dansk Byggeri, Teknisk Landsforbund og en række af landets erhvervs-akademier, der har udviklet uddannelsen og søgt ministeriets godkendelse.

- Det er dybt, dybt skuffende og enormt ærgerligt. Behovet for flere kompetencer i byggeriet er akut, siger Sidse Frich Thygesen, der er uddannelseskonsulent i Dansk Byggeri.

Sidste år fik to af landets erhvervsakademier afslag på en uddannelse som byggemanager med blandt andet den begrundelse, at det samfundsøkonomisk ville være mere hensigtsmæssigt at udvikle den eksisterende uddannelse som byggetekniker. Siden har stort set alle landets erhvervsakademier sammen med Dansk Byggeri og Teknisk Landsforbund fortsat udviklingsarbejdet til en uddannelse til hvad man nu kalder byggekoordinator. Samtidig er uddannelsens jobprofil ændret.

Men lige lidt har det hjulpet.

Struktur spænder ben

Ministeriet siger efter en foreløbig screening, at ændringerne ikke giver anledning til at ændre det første afslag.

Ministeriet skriver, at “der i udgangspunktet ikke bør oprettes nye uddannelser inden for området, før mulighederne for en eventuel tilpasning og udvikling af den eksisterende uddannelse til bygningskonstruktør/byggetekniker er nøjere belyst".

- Det er imidlertid lige bestemt det, vi har undersøgt og har måttet forkaste, Det skyldes, at to af de skoler, der i dag udbyder byggeteknikeruddannelsen er professionshøjskoler, og de må ikke udvide med andre uddannelser og blokere for den udvikling, som ministeriet foreslår. Derfor er det selve institutionsstrukturen - hvor erhvervsakademiuddannelserne udbydes af både professionshøjskoler og erhvervsakademier - der spænder ben for udvikling af nye uddannelser til gavn for byggebranchen, og det er naturligvis dybt bekymrende, siger Sidse Frich Thygesen.

Håbløs uddannelse

Mens Dansk Byggeri er kede af afslaget, er der tilfredshed i Konstruktørforeningen, der har kæmpet indædt mod både byggemanager og byggekoordinator.

- Uanset hvad man kalder uddannelsen, så er det en håbløs uddannelse. Det vil være synd at lokke personer til at gå ind i en uddannelse, der ikke vil føre til ansættelse i branchen, siger Konstruktørforeningens formand Gert Johansen.

- Der tales om at højne kompetencerne i byggeriet, men det gør man ikke ved at sænke uddannelsesniveauet, og det er det, der bliver tilfældet med en to-årig uddannelse. Man ønsker en konstruktør light gennemført på to år, og det lugter derfor af, at Dansk Byggeri ønsker billig arbejdskraft. Hvis det er kompetencer, der mangler, så har vi 5-600 ledige bygningskonstruktører, siger han.

Vil kæmpe videre

Gert Johansen opfordrer til, at man følger ministeriets opfordring og kigger på byggeteknikeruddannelsen, der også er en toårig uddannelse og giver mulighed for at læse videre til konstruktør.

- Jeg er sikker på, at også professionshøjskolerne vil indgå i arbejde med udvikling af byggeteknikeruddannelsen, og hvis der er behov for ændringer, så lad os se, hvad der kan klares inden for den eksisterende bekendtgørelse. Dansk Byggeri skal bare gøre sig klart, at de ikke er den eneste aktør i byggeriet, siger Konstruktørforeningens formand.

Dansk Byggeri og Teknisk Landsforbund agter trods nu to afslag ikke at opgive kampen for at få en ny kort mellemlederuddannelse.

- Alle undersøgelser, både eksterne og vores egne medlemsundersøgelser, viser, at der er brug for kompetencer inden for koordinering og planlægning i en branche, som bliver stadig mere kompleks. Derfor giver vi ikke op. Vi er blevet lovet et møde i ministeriet, og vi vil kæmpe videre for en uddannelse med selvstændigt optag, siger Sidse Frich Thygesen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094