23948sdkhjf

Store udfordringer for rådgivere

Rådgivere har brug for efteruddannelse og flere kompetencer til at undgå spild i byggefasen
I beregninger, som Dansk Byggeri har foretaget blandt andet i samarbejde med Bygningsstyrelsen, er det dokumenteret, at der på årsbasis kan spares cirka to mia. kroner, hvis alle udbud gennemføres med mængder.

Det sker ved, at virksomhederne sparer dyre efterfølgende opmålinger og beregninger hos de bydende, og det giver en produktivitetsgevinst på mindst to mia. kroner.

Som Licitationen - Byggeriets Dagblad forleden skrev, handler det ifølge Henrik Bang, direktør i Bygherreforeningen, i høj grad om at få de rådgivende led gearet til opgaven.

- Spørgsmålet om, hvem der har ansvaret for, at mængderne er korrekte, er potentielt giftigt, men derfor skal vi ikke af den grund nødvendigvis ud med meget strenge krav. De store gevinster ligger snarere i driftsomkostninger. Skal man pege på det svageste led i kæden, når vi taler om produktivitet, handler det om at få de rigtige informationer i driftsleddet. Altså at planlægge den bedste og billigste fremtidige drift. Meget firkantede krav til for eksempel de offentlige bygherrer er derimod ikke vejen frem, siger Henrik Bang til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

At tænke sig om

- Det hele handler om at være kompetent og tage sin opgave alvorligt. Man kan nå rigtig langt med teknologi, ved at bruge BIM-redskaber, men det input, der skal ind i modellen, skal være korrekt, som det også skal i være i en 2D-tegning. Derfor skal vi bestride de roller, vi har i byggeriet, så godt som muligt, siger Rene Martin Larsen, der er centerchef og executive mba fra det Aalborgbaserede Byggeri & Business, til Licitationen.

Han understreger, at nu, da den Beskrivende Mængdefortegnelse BMF (en fuldstændig opsummering af byggeprojektets beskrivelser og mængder, red.) i langt højere grad er lagt over på rådgiver, i forhold til tidligere hos entreprenør, kræver det, at rådgiver blive skarpere:

- Det kræver nye og bedre kompetencer, når man sidder med nye kasketter, og det kræver forståelse for mange facetter, så beregningerne kan ikke foretages med hovedet under armen. At man skal tage ansvar for mængder kan betyde store forskelle i pris, men det falder tilbage på de kære rådgivere, som er hårdt pressede på honorar. Derfor ser man af og til, at tingene skrider. Mængdeberegningerne tager nemlig tid. og problemet er, at man konkurrerer på laveste pris. Og har man taget for mange opgaver ind, er det svært at lave en god BMF, pointerer René Martin Larsen.

Tilsvarende tanker har Palle Lindgaard, partner i arkitektvirksomheden Nøhr & Sigsgaard.

Typisk er det fortsat entreprenøren, der skal tilrettelægge sine materialer, men der er jo mange løsninger på en opgave og mange forskellige tilgange. I de tilfælde, hvor samarbejdet mellem bygherre, entreprenør og rådgiverne begynder tidligt, er der størst chance for at optimere både materialer, arbejdsgange og entreprenørens arbejdsgange.

Uoverskueligt

Henrik Bang fra Bygherreforeningen siger:

- Der handler det om at få lavet tingene præcist nok, og kan man få tjekket kvaliteten af de mængder, der bliver lagt ud, kan man undgå fejl. Hvis rådgiveren har taget fejl og entreprenøren derefter opdager fejlen og vil have flere penge, vil bygherre dels stille sig kritisk til sin rådgiver, men måske også få et problematisk afhængighedsforhold til entreprenøren. Under alle omstændigheder kan det blive uoverskueligt og dyrt. Parterne skal i det hele taget klædes bedre på til de nye bekendtgørelser, ikke mindst kommunerne, siger Henrik Bang.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11