23948sdkhjf

Sejlsportscenter har valgt rådgiver

Cowi er udpeget som konkurrencerådgiver på den kommende arkitektkonkurrence på internationalt sejlsportcenter i Aarhus
Det Internationale Sejlsportscenter i Aarhus vælger Cowi som konkurrencerådgiver på den arkitektkonkurrence, der forventes udskrevet næste år.

Fonden Aarhus Internationale Sejlsportscenter modtog kort før sommerferien en donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal til at afholde en arkitektkonkurrence.

Bestyrelsen for sejlsportscentret, der skal ligge i Aarhus Bugten, har siden da arbejdet på højtryk med at forberede konkurrencen, og til at kvalificere og styrke dette arbejde, har man netop indgået aftale med Cowi A/S.

- Vi har valgt Cowi, fordi de kan tilbyde en helhedsorienteret rådgivning, hvor traditionel konkurrencerådgivning kombineres med spidskompetencer indenfor anlægs- og driftsøkonomi, siger formanden for Sejlsportscenterfonden, Hans Skou og fortsætter:

- Vi er utrolig glade for at kunne komme i gang med arkitektkonkurrencen til Det Internationale Sejlsportscenter i Aarhus, der skal ligge på en af byens flotteste lokationer. Et sejlsportscenter, der vil sætte Aarhus på verdenskortet, og som ligeledes i dagligdagen vil åbne sig for byens borgere.

Vinder udpeges i foråret

Cowi gennemfører i samarbejde med Sejlsportscenterfonden, Aarhus Kommune og A.P. Møller-fond en prækvalifikation og den efterfølgende arkitektkonkurrence, før der findes frem til det endelige vinderprojekt.

Det forventes, at invitation til prækvalifikation kan udsendes i begyndelsen af januar. Det endelige vinderprojekt vil blive udpeget af en bedømmelseskomité i løbet af foråret 2013.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082