Dansk aftryk på belgisk byudvikling
C.F. Møller har med belgisk partner vundet konkurrencen om højhus i Antwerpen. Det nytænker højhusboligerne som et vertikalt socialt fællesskab
Arkitektfirmaet C.F. Møller har nemlig sammen med den belgiske tegnestue Brut vundet konkurrencen om et nyt boligtårn med butikker og kontorer i Antwerpens Nieuw Zuid-område. Og det er med et forslag som blandt andet nytænker højhusboligerne som et vertikalt socialt fællesskab.
Tårnets omfang og højde er forudbestemt af udviklingsplanen for Nieuw Zuid, og ved at forenkle planløsningerne lykkes det at få forslaget til at rumme både ekstra tilskudsarealer til boligerne samt generøse fællesfaciliteter indenfor det samme rumfang - udtrykt i mottoet "Bigger & Cheaper".
Bygningens, der bliver på 24 etager fordelt på 15.000 kvm med 116 boliger, butikker, kontorarealer og fællesarealer, får således 5.000 kvm ekstra areal i form af altaner, vinterhaver og tagterrasser, som giver boligkvaliteter og er med til at formidle bygningens fremtræden, fra den store urbane skala til den menneskelige skala.
Høje fællesrum
Et let rumgitter omgiver tårnet, som underopdeler facaderne og forbinder de vertikale fællesskaber - hvert aflæseligt felt udgøres af en gruppe af de samme boligtyper som åbner sig mod balkonernes høje fællesrum.
I tårnets gavle er rumgitteret glasinddækket, så der dannes grønne vinterhaver, som udvider boligernes areal. De fælles faciliteter for hele tårnet omfatter cykelværksted og fællesspisning i stueplan, et fællesområde med taglandskab på femte sal, som deles af beboere og kontorarealerne, samt en tre etager høj grøn oase i toppen af tårnet, med fantastisk udsigt over Antwerpen og floden Schelde.
- Arkitekturen er interessant på den måde den styrker sammenhold og identitet i højhusarkitekturen i Nieuw Zuid og den måde, hvorpå den bæredygtige ambition i arkitekturen er repræsenteret. Udformningen muliggør en ny form for kollektiv beboelse i høje huse, og eksponerer sin indre dynamik og mangfoldighed i facaderne uden at sætte helhedsindtrykket over styr. Rumgitteret i facaden giver en slank og elegant fremtoning, og den måde gitteret er underopdelt og definerer de små fællesskaber på er fascinerende, hedder det blandt andet i dommerbetænkningen.
Socialt fællesskab
Det dansk-belgiske forslag afspejler, at det er tænkt indefra og ud, og de sociale kvaliteter har været den væsentligste drivkraft i udformningen af bygningen: I bolighøjhuse er det ofte en udfordring for fællesskabsfølelsen, at man alene møder sine naboer i elevatoren eller i forhallen.
I modsætning hertil udgør forslaget et bæredygtigt og kollektivt orienteret fællesskab, hvor sociale møder muliggøres og fremmes af en lang række tiltag, uden at sætte behovet for privatliv over styr.
Bygningen rummer mange forskellige boligtyper til en mangfoldig beboersammensætning, lige fra små delelejligheder egnet til studerende til større
Bygherren er SAZ (Stadsontwikkeling Antwerpen Zuid), og teamet bag vinderforslaget består af C.F. Møller og Brut, i samarbejde med ABT, Deerns Technieken og Peritas EPB.