En skadelig konsekvens
Metoden er ganske simpel den mindre underleverandør modtager en generel skrivelse fra deres store kunde om, at de fra dags dato forlanger nye betalingsbetingelser med 60, 90 eller nogle gange helt op til 120 dages kredit.
Og desværre lykkes det for rigtige mange af de store producenter at slippe afsted med denne øvelse, hvilket i høj grad skyldes den mindre leverandørs frygt for at miste en stor kunde.
I DS Håndværk & Industri havde vi naturligvis regnet med, at det såkaldte Late payment-direktiv, som nu skal omsættes til lov i Danmark, ville sætte en stopper for denne praksis.
Vi håber stadig, men desværre ser det ud til, at lovgivningen modsat de oprindelige hensigter ender med at blive decideret skadelig for små og mellemstore virksomheder, så underleverandører og håndværkere må vente endnu længere med at få betaling for deres arbejde, end hvad der tidligere var normal kutyme.
Arbejdet med late payment-direktivet blev sat i gang helt tilbage i begyndelsen af 2011, hvor EU vedtog regler, som medlemslandene efterfølgende skulle omsætte til lov.
I Danmark nedsatte regeringen et rådgivende udvalg, som afgav betænkning i sommeren 2012, og reglerne skal nu gøres til dansk lov med virkning fra 1. marts 2013.
DS Håndværk & Industri var repræsenteret i udvalget gennem Håndværksrådet, og det var desværre op ad bakke at sikre de små og mellemstore virksomheders vilkår.
Håndværksrådet var den eneste organisation i udvalget, der kæmpede for en reduktion af grænserne for kreditfinansiering af store virksomheder. Der var enighed om, at kredittiden over for offentlige instanser bør være maksimalt 30 dage, men vi kom i klart mindretal, når det gjaldt private virksomheder. Indtil videre ser det derfor ud til, at små og mellemstore virksomheder i hvert tilfælde kommer til at acceptere 60 dages kredittid i nogle tilfælde endog meget mere. Og det er vi bestemt ikke tilfredse med.
I DS Håndværk & Industri arbejder vi videre. Vi kæmper videre for at få reglerne tilpasset, så underleverandører og håndværkere skal have betaling for deres udførte arbejde inden for en rimelig tidshorisont. Og en rimelig tidshorisont er hverken de 60 eller 90 dage, som efterhånden er blevet vilkår for mange små og mellemstore virksomheder.
Vi arbejder sammen med Håndværksrådet for, at den endelige lovgivning bliver rimelig for de små og mellemstore virksomheder, der naturligvis ikke bør agere bank for deres store kunder.
Det er simpelthen ikke rimeligt.