23948sdkhjf

En rigtig børnehave er da rund

Sorring Børnehus er en udfordring af den sjove slags, for der er ikke to betonelementer, som er ens
Én ting er at bygge noget rundt. Noget andet er at bygge noget rundt med en indvendig cirkel, der er forskudt for den yderste cirkel. Det er en udfordring, da standardstørrelser ganske enkelt ikke kan bruges.

Derfor var det noget af en udfordring, betonelementproducenten Expan fik, da den skulle levere knap 400 små og store elementer til den nye børnehave i Sorring ved Silkeborg.

Børnehaven har plads til 150 børn, og den adskiller sig fra de fleste andre børnehaver på ét væsentligt og meget synligt punkt: Sorring Børnehus er rundt.

Ingen spildplads

Og det er der flere gode grunde til. En cirkel er en meget kompakt form, som giver et ganske lille facadeareal i forhold til gulvarealet. Det betyder blandt andet, at der slipper mindre varme ud, og det honorerer de energimæssige krav, der var til byggeriet.

Huset er let at komme omkring, selv om den ydre facade skyder sig ind og ud hele vejen rundt; der er ikke to rum, der er ens, og fordi husets to cirkler er forskudt for hinanden, bliver det et dynamisk og spændende hus. Og så er der reelt ingen spildplads overhovedet.

Ingen elementer eller spær har været standard eller ens, og det har betydet rigtig mange beregninger, der skulle passe sammen

- Nogle puslespil er med 25 brikker, andre er med 1.000. Børnehuset hører til i den store ende af den skala og vil blive husket i lang tid som en spændende udfordring, fortæller salgschef Briand Guldbrand fra Expan og fortsætter:

- På grund af den forskudte gårdhave og de forskudte højder på vægelementerne har projektet krævet meget tid i forberedelse. Der skulle flere hundrede elementer til for at følge tegningerne, og stort set ingen var ens. Det kan ikke undgås, at der skal tænkes lidt ekstra med en så usædvanlig opgave.

Tæt samarbejde

Eftersom projektet er omfattende har det taget noget tid.

- Sådan må det være, når der ikke er to elementer, der er ens. Og det har krævet et tæt samarbejde med montageafdelingen hele vejen. Til gengæld kørte det virkelig godt, da vi gik i gang – vi brugte kun 11 montagedage på at rejse 2.200 kvm elementer, fortæller projektleder Ulla Kubel Bugge fra Expan.

Her er entrepriseleder Tommy Hannibal helt på linje med hende.

- Målt i sværhedsgrad fra et til 10, hvor 10 er højest, ligger den opgave omkring de ni. Der er godt nok ikke ret mange vinkler i det hus, men tegnestuen har gjort et stort forarbejde – og så valgte vi at tage et opstartsmøde med både tegnere og montører, hvor vi talte projektet igennem. Også for at være sikre på, at vi snakkede om de samme ting undervejs og ikke talte forbi hinanden. Det kom os til gode senere i processen, siger Tommy Hannibal og erkender, at man vil huske projektet et stykke tid.

- Som en af de ansatte sagde til mig på et tidspunkt undervejs: Vi har godt nok monteret mange gylletanke før. Men det er første gang, der skal være skillerum i, siger Tommy Hannibal.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109