23948sdkhjf

Alle offentlige bygherrer kan kræve danske vilkår

Byggeriets organisationer bakker op om krav om arbejdsklausuler i alle offentlige bygge- og anlægsudbud
Hver eneste gang det offentlige - det være sig staten, regioner, kommuner eller helt eller delvist ejede offentlige selskaber - bygger, skal det ske på danske løn- og arbejdsvilkår.

Det er en af de muligheder, som politikerne har i deres værkstøjskasse, når kampen mod social dumping skal oprustes.

Det fremgår af en rapport, som et embedsmandsudvalg under Beskæftigelsesministeriet netop har offentliggjort. Udvalget har skullet undersøge mulige tiltag for stramning af regler for udenlandsk arbejdskraft - og samtidig hvad der ikke er muligt i forhold til EU-retten.

- Det kan kun gå for langsomt med at få arbejdsklausuler ind i alle offentlige udbud, og ved offentlige arbejder skal forstås hvert eneste projekt, hvor der er så meget som én eneste offentlig krone, det vil sige hele den almene boligsektor, Landsbyggefonden og selskaber med offentligt medejerskab, siger Gunde Odgaard, sekretariatschef i BAT-kartellet, bygningsarbejdernes paraplyorganisation.

I øjeblikket er det kun staten, der som bygherre er forpligtet til at anvende arbejdsklausul. Det sker med henvisning til ILO-konvention 94, dog kun når arbejdsopgaven overstiger tærsklen for EU-udbud, der er på cirka 34 mio. kroner.

- Og den grænse bør sættes væsentligt ned, for eksempel til tre-fire mio. kroner, hvis arbejdsklausuler virkelig skal gøre en forskel, siger Gunde Odgaard.

Han understreger, at det er en forudsætning, at der skabes bedre muligheder for kontrol med, at bestemmelserne rent faktisk overholdes.

Arbejdsgiver bakker op

Også blandt byggeriets arbejdsgivere er der opbakning til øget brug af arbejdsklausuler i offentlige udbud.

- Vi vil fortsat anbefale at ikke bare staten men også regioner og kommuner bruger ILO 94 i deres udbud, hvorimod vi ikke bryder os om arbejdsklausuler af den hårde slags med henvisning til bestemte overenskomster og en bestemt løn, siger Peter Stenholm, direktør i Dansk Byggeri.

Både Dansk Håndværk og Danske Malermestre støtter en udbredelse af arbejdsklausuler til alle offentlige byggerier og fastsættelse af klare regler for håndhævelse.

- Derudover skal beløbsgrænsen sættes væsentligt ned, ellers vil langt de fleste kommunale opgaver falde uden for bestemmelserne, siger Erik Møbius, direktør i Dansk Håndværk.

Bedre kontrol

Arbejdsgiverne vurderer samstemmende, at rapporten understreger, at der er muligheder for skærpet indsats.

- Det helt store problem er, at kontrollen med de udstationerende virksomheder er for dårlig, så udenlandske firmaer kan være her uden der er tale om en reel udstationering, men hvor det er fup og fidus og sort arbejde, hvor der ikke svares skat hverken i Danmark eller i hjemlandet. Derfor er det positivt, at der er udsigt til sammenkobling af europæiske selskabsregistre og i det hele taget et bedre samarbejde over grænser mellem myndighederne, siger Ole Draborg, direktør i Danske Malermestre.

Over alle bjerge

Også Peter Stenholm og Dansk Byggeri anbefaler den øgede myndighedsindsats og hjemmel til Arbejdstilsynet til at udstede administrative bøder for manglende RUT-regsitering.

- Vi kan godt se behovet for hurtig reaktion ved manglende RUT-registrering, og hvis det kan ske samtidig med at man iagttager retssikkerheden, så bakker vi op om det, siger Peter Stenholm.

Erik Møbius mener, de administrative bøder er helt nødvendige.

- Mange udenlandske virksomheder er over alle bjerge, når bødeforelægget foreligger. Det tager simpelthen for langt tid i dag, og derfor er det fint, hvis man kan undgå en flaskehals og arbejdsgang, siger Erik Møbius.

Udvalgets 191 sider med kan/kan ikke-tiltag forventes at indgå i de kommende finanslovsforhandlinger.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14