23948sdkhjf

3F forstærker pres for kædeansvar

Dansk Byggeri afviser derimod fortsat, at der indføres kædeansvar for overtrædelser af løn- og overenskomstvilkår
Formanden for 3F’s byggegruppe, Peter Hougård Nielsen, er rasende over afsløringerne i Politiken i weekenden af, at en polsk underentreprenør hos Pihl & Søn har benyttet dobbeltkontrakter til sine medarbejdere på danske byggerier.

Det har fungeret sådan, at der dels var den kontrakt, der blev udført arbejde efter, og til lønninger langt under danske løn- og arbejdsforhold, og dels en anden "fupkontrakt", der blev fremvist til danske myndigheder og fagforeninger, og hvoraf det fremgår, at der arbejdes på danske vilkår.

- Det var et falsum, at der blev betalt 120 kroner i timen. Reelt blev der arbejdet til 72 kroner i timen. En polsk virksomhed ikke alene arbejder for en entreprenør, der er overenskomstdækket i Dansk Byggeri, men underentreprenøren er selv medlem af Dansk Byggeri. Man forfalsker ansættelseskontrakter, og reelt er der tale om indlejet arbejdskraft, som er med til at undergrave det danske overenskomstsystem, fortæller Peter Hougård Nielsen til Licitationen.

Danske betingelser

Han forlanger derfor, at der nu skrides ind over for den østeuropæiske arbejdskraft, der udøver social dumping i Danmark.

- På et eller andet tidspunkt må man spørge Pihl & Søn, hvor længe de vil acceptere, at de er uvidende om, hvordan deres underentreprenører kører deres forretning. Sagen kalder i højeste grad på, at der indføres kædeansvar i den danske byggesektor, så bygherrer og hovedentreprenører skal stå på mål for, at arbejde udføres efter danske overenskomstvilkår. Det er et spørgsmål om, at bygherrerne i deres kontrakter sikrer sig, at arbejdet udføres på danske betingelser, og sker det ikke, skal det have økonomiske konsekvenser. Det er der kommuner, blandt andre Gentofte, der har gjort. Danske håndværkere vil gerne konkurrere på lige vilkår, men sagen viser, at de ikke har en jordisk chance.

Dyre regninger

Ifølge formanden for 3F’s byggegruppe er der det seneste halve år betalt seks mio. kroner for overenskomstbrud, hvortil kommer "følgebeløb" svarende til et par mio. kroner.

- Mange af de østeuropæiske byggearbejdere trues til tavshed, og der kan vi ikke dokumentere deres arbejds- og lønforhold. BAT-kartellet skriver nu til alle de politiske partier og skattemyndighederne, at vi vil have optrevlet, hvad der er foregået. Indlejet arbejdskraft skal beskattes på en helt anden måde, end det er sket i de papkasseselskaber, der er lavet. Nu har vi en dokumentation, og det kan vi ikke leve med, siger Peter Hougaard Nielsen, der oplyser, at der er 5.600 ledige byggearbejdere i 3F, og "de ønsker at få et arbejde".

Syv og fem ikke lige

Socialdemokraternes arbejdsmarkedspolitiske ordfører Lennart Damsbo-Andersen siger til Licitationen, at den seneste sag viser, at der skal gøres "et eller andet":

- Man kan ikke bare lade syv og fem være lige. Indtil videre har vi talt om kædeansvar i forhold til de statslige indtægter som moms og skat. Hvis den seneste sag er rigtigt beskrevet, er der tale om bevidst snyd. Vi er mod social dumping, og vi har tænkt os at gøre noget ved det. Hvis ikke arbejdsmarkedets parter selv kan finde ud af det, kan det blive nødvendigt at lovgive. Men kædeansvar omkring løn- og arbejdsforhold er et spørgsmål, som skal klares ved overenskomster, siger Lennart Damsbo-Andersen.

Afvisning

Dansk Byggeris direktør Peter Stenholm lægger over for Licitationen ikke skjul på, at det ikke bliver med Dansk Byggeris gode vilje, at der indføres kædeansvar for overenskomstregulerede forhold.

- Kædeansvar er ikke løsningen på de problemer, vi står overfor. Skal der gennemføres kædeansvar kræves der lovgivning, som griber ind i de kollektive overenskomster. Det er et brud på den praksis, vi har haft i mere end 100 år om, at arbejdsmarkedets parter fastsætter løn og arbejdsvilkår. I lande med kædeansvar har det ført til bureaukrati og kontrol, og det fører blandt andet til øget brug af enkeltmandsvirksomheder. Desuden er det et spørgsmål, om kædeansvar med krav om at efterleve bestemte overenskomster er foreneligt med EU-retten, og sidst, men ikke mindst, frygter vi, at en hovedentreprenør vil stille garantikrav for hele kontraktsummen, hvilket vil forværre kreditklemmen, siger Peter Stenholm.

Omvendt moms

Han understreger, at når det gælder gæld til det offentlige, findes der allerede i dag konstruktioner, hvor eksempelvis en hovedentreprenør risikerer at hæfte for gælden. Også kaldet "omvendt moms".

Samtidig peger Peter Stenholm på, at den seneste sag ikke drejer sig om Pihl & Søn, men en underleverandør, der er medlem af Dansk Byggeri, og "der har 3F en direkte adkomst til at rejse sagen over for Dansk Byggeri", der så kan håndtere den i det fagretlige system.

Han afviser dog at kommentere, hvad der vil være af konsekvenser for den polske virksomhed i forhold til medlemskabet af Dansk Byggeri, hvis det viser sig, at der er svindlet med kontrakterne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078