23948sdkhjf

Regeringens kickstart er ikke nok på vejene

Selvom regeringen har valgt at fremrykke en række vejprojekter for at skabe beskæftigelse, er det ikke nok. 1.000 mister jobbet
Efter en mandskabsreduktion på 3,3 procent i 2012 og med udsigten til et lavere aktivitetsniveau i 2013 styrer vejsektoren nu mod afskedigelse af mellem 900 og 1000 medarbejdere.

Effekten af regeringens kickstart er blevet overhalet af dårlige udsigter for de kommende år.

En undersøgelse, der er foretaget for Asfaltindustrien, Dansk Vejforening samt Trafiksikkerhed & Vejservice, viser, at virksomhederne i den danske vejsektor har reduceret beskæftigelsen med 3,3 procent fra 2011 til i år. Undersøgelsen viser, at især de store aktører i branchen ser meget sort på fremtiden.

- Resultatet er endnu værre, end vi havde frygtet, siger adm. direktør i Asfaltindustrien Anders Hundahl.

- Undersøgelsen viser klart, at virksomhederne har holdt igen med ansættelser i år. Der er i mine øjne ikke tvivl om, at udsigten til et stærkt reduceret aktivitetsniveau i 2013 og årene derefter har motiveret virksomhederne til at klare sig med overarbejde, hvor det overhovedet har været muligt.

Færre ansatte

Pessimismen i branchen er betydelig, når det gælder udsigterne til 2013. Virksomheder, der beskæftiger mere end to tredjedele af de ansatte i branchen, svarer, at de har et pessimistisk syn på fremtiden. De pågældende virksomheder tilkendegiver derfor også, at de forventer en reduktion af antallet af medarbejdere.

- Vi kan desuden se, at de få virksomheder, der udtrykker optimisme, i høj grad også har andre aktiviteter, der ligger uden for vejsektoren og derfor kan hente omsætning i andre brancher, siger Anders Hundahl, der betegner situation som meget alvorlig.

17.000 job

- Det er jo ikke alene den enkelte asfaltvirksomhed eller leverandør af vejmateriel, der bliver berørt. Aktivitetsniveauet i sektoren har direkte betydning for 17.000 arbejdspladser hos ingeniørfirmaer, kommunale og statslige vejafdelinger og i transportbranchen. Af de 17.000 er alene 7.000 beskæftiget i kommunerne og i staten. Vores beregninger viser, at et brat aktivitetsfald i 2013 vil føre til et samlet jobtab på mellem 900 og 1000 medarbejdere, siger Anders Hundahl.

Asfaltindustrien opfordrer regering og folketing til at handle med det samme:

- En ting er, at det er dyrt for samfundet, at vores vejanlæg bliver ødelagt. En anden er, at stadig flere har udsigt til at melde sig i køen af arbejdsløse. Det er en skidt udvikling, og den kalder på en ny fireårig aftale, der hviler på en bred politisk aftale, og som kan sikre færdselssikkerheden, beskæftigelsen og den investerede vejkapital, siger Anders Hundahl.

Spildte penge

Anders Hundahl peger i den forbindelse på, at tidligere års investeringer risikerer at være forgæves, hvis bevillingerne bliver så skrabede, som det ser ud til, at de vil være i 2013 og i de efterfølgende år:

- De sidste års investeringer kan hurtigt gå til spilde, fordi udskudt vedligeholdelse ofte koster to til tre gange så meget at indhente, som det koster at opretholde en optimal vedligeholdelse. Hvis niveauet i 2013 ikke hæves, vil regeringens kickstart af dansk økonomi få endnu et ødelæggende hug.

Der er ifølge rapporten flere årsager til, at det er et godt tidspunkt at gøre en ekstra indsats på vejområdet:

Det er fornuftigt at forbedre infrastrukturen, når vi har lavkonjunktur. Man får mere vej for pengene, og der er ledig kapacitet.

Ledigheden bliver reduceret og der er færre trafikanter på vejen, så færre bliver generet end under en højkonjunktur. Til gengæld er infrastrukturen i orden, når højkonjunkturerne vender tilbage.

Investering i fremtiden

I Dansk Vejforening siger sekretariatschef Søren Bülow:

- Statsministeren har netop efter åbningstalen udtalt, at regeringens økonomiske politik sigter på at investere i fremtiden. Og vores pointe er her, at veje netop er et rigtig godt bud på en investering i fremtiden, som vil have et stort afkast. Mange af de vejprojekter, som regeringen har smækket kassen i for, har faktisk en meget høj samfundsøkonomisk rentabilitet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094