Flere praktikpladser til de unge i Vejle
En ny ordre kan måske også skaffe plads til en ekstra lærling på mesters byggeplads
- Dialog og samarbejde er vejen frem, og partnerskabsaftalen kommer til at gøre en forskel for de mange unge i lokalområdet, som søger en praktikplads, siger formand for Dansk Byggeri Sydøstjylland, Michael Lund Kristensen.
Der er i øjeblikket 12.250 unge i alderen 18 til 24 år i Vejle Kommune. 3.700 af dem har allerede gennemført en ungdomsuddannelse, mens 4.000 er i gang. Men desværre har ungdomsuddannelserne et frafald på omkring 20 procent; ofte fordi de unge mangler en praktikplads. Men det skal partnerskabsaftalen være med til at ændre.
Kræver fleksibilitet
- Når Dansk Byggeri går aktivt ind og hjælper med at formidle kontakten mellem de unge og virksomhederne, så viser erfaringerne, at flere får en praktikplads. For eksempel har vores kollegaer i hovedstaden et partnerskab med Herlev, og det resulterede i over 30 praktikpladser på bare et år, siger Michael Lund Kristensen. Og her spiller det en stor rolle, at partnerskabsaftalen bygger på frivillighed:
- Det betyder, at i stedet for sociale klausuler med en masse bureaukrati og stive regler, så handler det om, at når ordrebogen er fuld nok, så bliver der ansat flere lærlinge. Og det er den bedste måde at skabe flere praktikpladser på, siger Michael Lund Kristensen.
Knud Kyndesen fra Ødsted Tømrer- og Snedkerforretning i Vejle har netop ansat en ny lærling:
- I byggebranchen har vi tradition for at ansætte mange lærlinge, men det kræver fleksibilitet, så vi kan ansætte dem efter, hvor meget arbejde vi har. Derfor er en partnerskabsaftale vejen frem, siger han.