SF på knivsæg
Selvfølgelig er valget af Annette Vilhelmsen et klart tegn på, at SF’s bagland er utilfreds med de hidtil opnåede resultater, eller måske mere mangel på samme. Men det kan meget vel også være et signal om, at den stigende ungdomsfiksering i dansk politik er gået for vidt.
Det kan godt være, at den nye formand mangler politisk erfaring, men hun har til gengæld, og det er en mangelvare på Christiansborg, den livs- og erhvervserfaring, der gør hende i stand til bedre at kunne træffe de nødvendige, politiske beslutninger. Og alene hendes valg af Holger K. Nielsen som rådgiver, et menneske med enorm politsk erfaring, viser, at hun kender sine egne begrænsninger og derfor er parat til at lære.
Endnu er det et åbent spørgsmål, hvad en ministerrokade i SF betyder, men skal man tro rygterne, vil den nye formand som erhvervspolitisk ordfører været oplagt som arvtager efter Ole Sohn som erhvervsminister. Man må så håbe, at hun er parat til at lytte til dem, der ved, hvor skoen trykker. Det er der behov for.
Der er næppe tvivl om, at den nye formand vil blive udsat for et enormt pres fra det bagland, der har sat hende i spidsen for partiet, SF-venstrefløjen håber, at “det dages for brødrene og lysner i øst", men der kan de meget vel gøre regning uden vært. “Værten" er i den forbindelse nemlig Margrethe Vestager, og hun har næppe i sinde at løsne de reformer, regeringen har bundet sig op på.
Derfor er det slet ikke usandsynligt, at den nye formand, selv om hun inden formandsvalget har sagt det modsatte, må erkende, at SF reelt om ikke er uønsket som regeringspartner, så i hvert fald har en meget lille chance for at få gennemført SF-hjertesager.
Den første prøvelse for Anette Vilhelmsen bliver finansloven. Hvad mon SF’s landsledelse vil sige til et forlig med Venstre?
