23948sdkhjf

Økonomer: Ledigheden vil stige lidt endnu

Ledigheden steg fra maj til juni med 1500 personer, og økonomerne forventer, at udviklingen fortsætter.
Ledighedskøen vil også i resten af 2012 vokse lidt, ligesom den ifølge tirsdagens tal fra Danmarks Statistik er steget med 1500 personer fra maj til juni.

Det vurderer tre økonomer fra henholdsvis Jyske Bank, Danske Bank og Nordea, der ikke er overraskede over stigningen i ledigheden, der nu ligger på 6,3 procent af arbejdsstyrken.

Niels Rønholt, der er seniorøkonom hos Jyske Bank understreger, at man ikke regner med nye kæmpestigninger.

- Men de økonomiske svaghedstegn fortsætter desværre med at dukke op både herhjemme og i udlandet, så man kan være bekymret for, om konsekvenserne på et tidspunkt bliver større for arbejdsmarkedet, siger han.

Mens ledigheden eksploderer flere andre steder i resten af Europa, har niveauet ligget meget stabilt på mellem 6,1 og 6,2 procent siden februar 2011 indtil den nye stigning, der sender den op på 6,3 procent.

Selvom man også forventer stigende arbejdsløshed på kort sigt hos Nordea Markets, tror cheføkonom Helge J. Pedersen ikke, at det danske arbejdsmarked står foran en periode med markant stigende ledighed.

Han mener, at mange virksomheder allerede har tilpasset beskæftigelsen til en forholdsvis lav efterspørgsel.

- Samtidig venter vi, at der senere på året vil komme en positiv effekt på beskæftigelsen fra den offentlige sektor, hvis regeringens målsætning om en vækst i det offentlige forbrug på 1,3 procent i år skal nås, siger Helge J. Pedersen.

I lyset af den europæiske gældskrise forventer også Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian, at ledigheden kommer til at stige over de kommende måneder.

- Selvom man kunne ønske, at vi ikke blev påvirket af, hvad der foregår i Grækenland, Spanien og Italien, så må vi desværre konstatere, at erfaringen fra de seneste år er, at der er en meget voldsom afsmitning, siger han.

Ifølge Danmarks Statistik ligger bruttoledigheden nu på 164.200 personer.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078