Ny kranforening vil løfte sammen
I morgen fredag er der stiftende generalforsamling i en ny dansk kranforening
Det er et initiativ som udmundede i etablering af en arbejdsgruppe bestående af 12 af landets kranvirksomheder og producenter.
Arbejdsgruppe blev nedsat i maj i år og fik til opgave at udarbejde aktivitetsforslag og vedtægter for en ny større og stærkere brancheorganisation.
Denne opgave er nu fuldført og der vil blive afholdt stiftende generalforsamling i morgen fredag den 28. september i en ny kranforening som får navnet: Dansk Kranforening.
Bredt segment
Den nye forening skal være en interesseorganisation der dækker kranområdet bredt og således er både lastbilkraner, mobilkraner, havnekraner, leverandører af lastbil- og mobilkraner, leverandører af løftegrej samt konsulenter inden for branchen præsenteret.
Dansk Kranforening vil få løst en række administrative opgaver i samarbejde med ITD, men det skal understeges at Dansk Kranforening i øvrigt vil være uafhængig af organisationer, og således ikke blande sig i hvor medlemsvirksomhederne har deres andre organisatoriske tilhørsforhold.
Allerede nu har forhåndsinteressen været stor og arbejdsgruppen har indtil videre fået tilsagn fra over 40 virksomheder om medlemsskab; men vi har et mål om at nå 100 medlemmer inden for de første 3 år.
Branchens talerør
Det er meningen at Dansk Kranforening skal være branchens talerør overfor myndigheder som f.eks arbejdstilsynet og færdselsstyrelsen og sørge for information omkring nye tiltag inden for branchen som opbygning af kraner, uddannelse, brug af løftegrej, lovgivning omkring sikkerhed og arbejdsforhold etc.
Arbejdsgruppen har således arbejdet med oplæg til valg af fast kontaktperson til færdselstyrelsen, fast kontaktperson til arbejdstilsynet og nedsættelse af ERFA grupper der skal arbejde med anmeldelser, prøvebelastning og sikkerhed på tværs.
Ud over dette er det målet at Dansk Kranforening skal fungere som et stærkt netværk med konstruktiv erfaringsudveksling.