Byggeriet spilder tid og penge på sjusk
Entreprenøren skal investere både tid og penge i at afgive et konkurrencedygtigt tilbud på en opgave. Men de forhold, det sker under, er desværre ikke lige så fair. Dansk Byggeris Styringsentreprenørgruppe har netop færdiggjort en spørgeundersøgelse blandt medlemmerne – og det er trist læsning, der viser, at byggebranchen spilder masser af tid og penge på andres lemfældighed.
For det første oplever entreprenørerne, at udbudsmaterialet ofte indeholder tvetydigheder, modstridende oplysninger og endda regulære fejl. Måske fordi der er for lidt tid til at lave den nødvendige kvalitetskontrol og koordinering af udbudsmaterialet?
Måske fordi det er lettere at lade entreprenøren finde fejlene end selv at håndtere udfordringerne? Jeg ved det ikke, men når der fokuseres så meget på at reducere omfanget af fejl i byggeriet, undrer jeg mig over, at udbudsmaterielet generelt indeholder fejl og mangler – lige meget om det er en privat bygherre eller en offentlig, som sender en opgave i udbud.
Nogle fejl bliver – heldigvis – rettet undervejs. Bedre sent end aldrig kan man sige, men når der sker rettelser midt i tilbudsarbejdet, betyder det også, at entreprenørerne må lave om på de kalkuler og arbejdsplaner, de allerede har brugt tid og penge på at lave én gang.
For det andet er tidsfristen for at afgive tilbud på en opgave ofte meget kort. Et udbudsmateriales omfang kan variere kolossalt, og tidsfristen bør afspejle opgavens kompleksitet og materialets størrelse.
Desuden ville det også være en fordel for alle parter, hvis bygherren i god tid annoncerede, at der var et udbud på vej. For når der uventet dumper et udbud ind ad døren, der også har en kort tidsfrist, så kan det være svært både at nå at samle den rette ekspertise til opgaven og at få skaffet de mest konkurrencedygtige priser inden deadline. Bygherren ved jo lang tid i forvejen, hvilken aftale han har med sine rådgivere om, hvornår udbudsmaterialet skal udsendes. Hvorfor gør han så ikke sig selv – og entreprenørerne – den tjeneste at advisere de entreprenører, han har tænkt sig at sende udbudsmaterialet til?
Det kan meget vel afspejle sig i de tilbudspriser han modtager.
For det tredje oplever entreprenørerne gang på gang, at hvis de forsøger at leve op til alle udbudsmaterialets succeskriterier, så bliver de alligevel tilsidesat. Det kan godt være, at udbudsmaterialet tilkendegiver et stærkt ønske om, at byggeriet af et nyt bibliotek skal være arkitektonisk nyskabende, og derfor vægtes designdelen med 70 procent, mens prisen kun vægtes med 30 procent.
Men på trods af de store arkitektoniske ambitioner, så bliver den laveste pris i praksis ofte udslagsgivende for, hvem der tildeles opgaven. Bygherrens budget rækker måske ikke til de arkitektoniske ambitioner, så prisen bliver udslagsgivende og favoriserer den tilbudsgiver, der ikke har forsøgt at leve op til den arkitektoniske målsætning, men bare har fokuseret på lav pris.
Det er unfair over for de entreprenører, der har brugt mange ressourcer på at leve op til udbudsmaterialets krav om unikt design.
De seneste 20 år er det lykkedes byggebranchen at nedbringe omfanget af væsentlige fejl i byggeriet fra næsten 30 til under tre procent. Vi vil gerne fortsætte den udvikling, men vi kunne godt tænke os at begynde ved begyndelsen – nemlig ved udbuddene.
Enhver må løfte sin byrde og det skal ikke belønnes, hvis spillereglerne ikke følges. Når virksomhederne bruger tid og penge på at byde ind på en opgave, må det også forventes, at bygherren såvel som hans rådgivere gør sig umage med udbudsmaterialet og den efterfølgende proces.
Entreprenørvirksomhederne i Danmark bruger hvert år omkring seks mia. kroner på at udarbejde tilbud på byggeprojekter – og vi vil hellere bygge billigere, end at spilde ressourcer på grund af dårligt udbudsmateriale eller unfair konkurrencevilkår.
