Stor interesse for Randers-projekt
13 teams konkurrerer om at blive udpeget til at lave en forundersøgelse, der skal binde Randers bedre sammen med Gudenåen og Randers Fjord
Sådan lyder beskeden fra Erik Alrø, projektdirektør i Kuben Management, der er rådgiver på projektet.
- 13 meget kompetente teams har budt ind, og nu skal en udvælgelse finde sted, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad og fremhæver, at der kan gå op mod 14 dage, før det ligger fast, hvem der får mulighed for at afgive tilbud.
Bag de forskellige teams står op mod 60 virksomheder med forskelligt branchemæssigt fokus, størrelse og geografisk placering, lyder det.
Bredt fokus
Forundersøgelsen skal gennemføres i tæt samarbejde med Realdania og eksterne rådgivere, og den skal blandt andet afdække mulighederne og prisniveauet for en bynær bro øst og/eller vest for Randers Bro.
Netop det punkt, vurderer Erik Alrø, har haft indflydelse på interessen.
- Randers har helt enestående naturmuligheder, som skal udnyttes langt bedre i midtbyen. Kombineret med en relativ stor trafikudfordring med kun en bro, tror jeg, det har været med til at skabe interessen, siger han.
Ifølge prækvalifikationsmaterialet vil forundersøgelsen blive sat i gang lige efter nytår og skal ligge klar i løbet af april 2015.
Herefter vil den udgøre konkret beslutningsgrundlag for kommunens strategi om at føre Randers i bedre sammenhæng med vandet.